Lyt til artiklen:

ASF bekræftet på danskejet svinefarm i Rumænien

00:00
Hastighed: ???x
01:51

Der er konstateret et ASF-udbrud på en danskejet slagtesvinefarm i Brasov i Rumænien. Det skriver DCH International, der ejer den pågældende farm i en pressemeddelelse.

Det betyder, at farmen er kommet i karantæne. Besætningen på 24.000 svin skal aflives i tæt samarbejde med de rumænske myndigheder. Dette efterfølges af en gennemgribende rengøring og desinfektion af farmen før grise atter indsættes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lars V. Drescher, administrerende direktør i DCH International A/S, fortæller, at smittetrykket i Rumænien er pt. ekstremt højt, og mange farme er inden for den sidste måned inficeret med ASF.

Rumænien er suverænt det land i EU der er hårdest ramt, og siden januar er ca. 350.000 tamsvin slået ned i Rumænien, over en million siden sommeren 2018, hvor ASF kom til landet.

- Uagtet det høje smittetryk, er det ufatteligt svært at acceptere, at vi endnu engang, befinder os i denne situation. Vores biosikkerhedsniveau er ekstremt højt, men det er åbenbart ikke nok til at holde smitten ude, hvilket er dybt bekymrende, siger Lars V. Drescher i pressemeddelelsen.

- Vi håber og forventer, at den fuldkommen kaotiske ASF-situation vil få de rumænske myndigheder til at indse, at de bliver nødt til at tage skeen i den anden hånd og få adresseret den manglende biosikkerhed i baggårdsproduktionen. Det er dette forhold, der er den egentlige årsag til det høje smittetryk. Hvis og forhåbentlig når dette bliver kraftigt forbedret, udgør det underforsynede rumænske marked fortsat et særdeles interessant potentiale for DCH"

Det er for tidligt i processen at estimere den økonomiske påvirkning for DCH, da man stadig skal have fastlagt et erstatningsbeløb af den rumænske stat.