Lyt til artiklen:

Erhvervsliv og videninstitutioner i partnerskab om grøn omstilling

00:00
Hastighed: ???x
03:27

Et nyt partnerskab mellem erhvervslivet og videninstitutioner skal være med til at levere de løsninger, der er behov for i den grønne omstilling. Målet er forskningsbaseret viden og nye teknologier, der kan omsættes til konkret handling.

Dansk erhvervsliv og danske videninstitutioner er klar til at gå sammen i et nyt bredt og missionsdrevet partnerskab. Målet er at levere de løsninger, der kræves i den grønne omstilling af landbrugs- og fødevareerhvervet. Det skriver CBS i en pressemeddelelse.

Afsættet for partnerskabet er, at et bredt politisk flertal har besluttet at etablere et antal Grønne Forsknings- og Innovationspartnerskaber, som skal danne ramme for en ambitiøs investering i missionsdreven forskning og udvikling inden for områder, hvor der vurderes at være et særligt behov for at accelerere forskningen og innovationen, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, og hvor der er danske forsknings- og erhvervsmæssige styrker og potentialer.

I forlængelse heraf har Innovationsfonden indkaldt ansøgninger om et samlet partnerskab vedrørende klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion, hvortil der afsat mindst 195 mio. kr. i 2021. Forudsat bevilling fra Innovationsfonden vil partnerskabet forfølge løsninger frem mod 2030 og undervejs arbejde for yderligere bredde og involvering samt opbakning til arbejdet og de konkrete indsatser.

Det oplyser Hanne Harmsen, Green Transformation Officer, Copenhagen Business School (CBS). Hun er valgt til Interim Application Manager for partnerskabet, som lige nu er ved at blive dannet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Udfordringen med den grønne omstilling er stor, og den er kompleks. Samtidig er der brug for meget konkrete løsninger. Udfordringerne er globale, men i Danmark har vi netop på landbrugs- og fødevareområdet et meget stærkt grundlag for at generere forskning og viden, som har dokumenteret effekt, og som via producenter og virksomheder kan implementeres bredt og med succes. Derfor er det både stærkt og nødvendigt, at videninstitutionerne og erhvervslivet nu sammen vil arbejde for at sikre den viden og de løsninger, der skal til for at bringe os videre og i mål, siger hun.

Udvikling og vækst er målet

Partnerskabet ønsker at tage fælles ansvar for at udvikle den viden og de teknologier, der er nødvendige for at imødegå klima-, miljø- og biodiversitetsudfordringerne, samtidig med at der skabes vækst og sikres arbejdspladser og beskæftigelse.

Ideen til partnerskabet er opstået i forlængelse af det roadmap for omstilling "AgriFoodture - roadmap for sustainable transformation of the Danish Agri-Food system", som 300 forskere og repræsentanter fra virksomheder og NGO'er udgav i sommer.

Her var ambitionen også at sikre omstilling nu og i fremtiden gennem et tæt samarbejde om de komplekse problemstillinger, som griber ind i hinanden på kryds og tværs.

Roadmappet peger på fire hovedområder, som centrale i arbejdet: Animalsk fødevareproduktion, Plantebaseret fødevareproduktion, Bioteknologi-baseret fødevareproduktion og alternative proteinkilder samt Arealanvendelse.

Partnerskabets bestyrelse består pt. af Arla, Danish Crown, Carlsberg, DLF, som repræsenterer planteforædlings- og grovvaresektoren, Chr. Hansen som repræsentant for ingrediens- og bioteksektoren, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Danmarks Tekniske Universitet, som repræsentanter for de otte danske universiteter, og Teknologisk Institut som repræsentant for de danske GTS-institutter samt Seges.