Lyt til artiklen:

ØL: Landbrugsaftale kan starte en nødvendig omstilling af landbruget

00:00
Hastighed: ???x
02:34

Tommelfingeren vender opad for udkast til aftale om grøn omstilling af dansk landbrug.

Det mener Økologisk Landsforening, skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er selvfølgelig mange ting, vi kunne ønske, står endnu klarere, f.eks. helhedsperspektivet, så hensynet til natur samt dyrevelfærd også hele tiden tages i betragtning, men det er et godt udgangspunkt for en politik, der skal fremtidssikre dansk landbrug, siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef.

Helt konkret lægges der op til en grønnere anvendelse af EU's landbrugsstøttemidler

Der skal udvikles bedriftsregnskaber på klima og miljø, og disse kan bringes i spil i Grøn Skattereform, sammen med EU's tilskudsordninger. Dermed bevæger regeringen sig i den retning, som Økologisk Landsforening har døbt "Pris på bæredygtighed", hvor bedrifterne skal holde sig under en vis CO2-udledning og give naturen i marken plads for at få fuld landbrugsstøtte

- Vi hæfter os også ved, at regeringen nu nævner muligheden for at præmiere effekter fremfor at give tilskud til virkemidler. Det er også vigtigt, da det er et skridt på vejen til at få den sande produktionspris frem. Markedet er en vigtig drivkraft for grøn omstilling, men det er en stor barriere, at de mest belastende produktioner samtidigt er de billigste. Det skal der vendes op og ned på, siger Sybille Kyed.

Regeringen foreslår, at der skal laves en strategi for plantebaserede fødevarer, der kan bringe Danmark i front, og at der etableres en plantefond. Høj prioritering af konsumafgrøder er en integreret del af økologien. I et økologisk drevet dansk landbrug vil konsumafgrøder uvægerligt fylde meget mere. Økologiske dyr har adgang til marker og mere plads, deraf følger, at planteprodukter nødvendigvis fylder mere på tallerkenen.

- Også landbrugsuddannelsen skal have et eftersyn. Det er en kæphest for Økologisk Landsforening. I dag kan man ikke lave speciale i økologi. Landbrugsuddannelsen skal selvfølgelig forberede kommende landmænd bedre til morgendagens behov i forhold til klima og bæredygtighed herunder økologi, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alt i alt peger aftaleudkastet det danske landbrug i en mere bæredygtig retning og dermed derhen ad, hvor økologien gerne vil bringe det, nu skal vi bare have lidt mere økologi, lidt mere dyrevelfærd og lidt mere hensyn til natur ind i aftalen.