Lyt til artiklen:

Yokohama udvider kapaciteten med milliardinvestering

00:00
Hastighed: ???x
02:54

Den globale, japanskejede dækgigant, The Yokohama Rubber co., har investeret 171 millioner US Dollars, svarende til over en milliard danske kroner i en fabriksudvidelse i Indien. På den nye fabrik skal man producere dæk af mærkerne Alliance, Galaxy og Primex, der er del af Yokohama OHT-divisionen, som producerer dæk til blandt andet landbruget, industrien og entreprenørbranchen.

Det skriver NDI Group, der importerer og distribuerer dækkene fra Yokohama OHT, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

548 tons dæk om dagen

Den nye fabriksudvidelse sker i Visakhapatnam i det østlige Indien, hvor dækvirksomheden allerede var i gang med at bygge en fabrik, men som nu bliver udvidet yderligere for at man kan følge med den globale efterspørgsel på dæk. Fabrikken bliver bygget på en 390.000 kvadratmeter stor grund, og når den står færdig, vil den øge Yokohama OHT's produktionskapacitet med 30 procent, så kapaciteten når op på 548 tons producerede dæk om dagen.

- Det er ikke kun i Norden, at der er stor efterspørgsel på Alliance og andre dæk fra Yokohama OHT. Det er på globalt plan, at man har taget markedsandele, fortæller Jakob Nannberg Scheel, salgschef hos Agro i dækvirksomheden NDI Group, der importerer og distribuerer Alliance, Galaxy og Primex i norden.

- Med japanske Yokohama i ryggen har man en meget stærk virksomhed i ryggen, som er meget stærke på dækteknologi. Vi har blandt andet set, hvordan det har været med til at udvikle dækmærket Alliance, der i dag har en meget bred mængde af produkter af høj kvalitet til yderst konkurrencedygtige priser, og som vi ser en stadigt stigende efterspørgsel på fra blandt andet landmænd og industrivirksomheder i hele norden, uddyber han.

Stor nordisk efterspørgsel

Med den nye udvidelse får Yokohama OHT altså ekstra kræfter til at tage konkurrencen op med de andre store dækvirksomheder på markedet, og Jakob Nannberg Scheel ser frem til at se, hvordan det kan styrke udbredelsen af virksomhedens dæk i fremtiden:

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi indimellem har skullet kæmpe for at følge med efterspørgslen, ikke mindst her under coronaen, hvor vi indimellem har haft lidt udfordringer med logistik og transport, siger han og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Så vi glæder os til at se, hvordan vi med den nye fabriksudvidelse og øget kapacitet kan få endnu flere dæk på lager og give os et endnu større udvalg af dæk til kunderne i norden. Ikke mindst VF-dæk, der vokser i sin udbredelse.

Udover frabrikken i Visakhapatnam har Yokohama OHT også fabrik i Dahej i det østlige Indien samt i Tirunelveli i Sydindien. Yokohama har derudover positioneret deres "Off Highway Tires" dækdivision som en vækstmotor i virksomhedens 2023 strategi kaldet "Yokohama Transformation 2023."