Lyt til artiklen:

Kartoffeldagen vender tilbage

00:00
Hastighed: ???x
02:06

Som det var tilfældet med så mange andre arrangementer, spændte corona sidste år ben for Kartoffeldagen - det årligt tilbagevendende arrangement, hvor SAGRO og samarbejdspartnerne bag Ytteborg og KMC, inviterer alle stolte kartoffelnørder med en tur i forsøgsmarken.

Der er derfor lagt op til et ekstra glædeligt gensyn, når Kartoffeldagen 2021 løber af stablen tirsdag den 31. august på forsøgsmarken ved Holtumvej, syd for Herning. Arrangementet er gratis for alle og kræver ikke forhåndstilmelding. Det skriver Sagro i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bese maskiner og hør om bejdsning og gødskning

Inddelt i mindre grupper vil deltagerne blive guidet rundt til de enkelte poster i forsøgsmarken. Her vil firmarepræsentanter og kartoffelrådgivere stå klar til at gå i dybden med årets emner og svare på spørgsmål.

Deltagerne vil i år kunne høre om kartoffelsorter, resistens, mekanisk vækststandsning, ukrudtsbekæmpelse, skimmel/bladplet-forsøg, bejdsningsteknikker, gødskning og de meget omtalte fritlevende nematoder. Fordi Kartoffeldagen i år foregår sidst i august, vil forskellene mellem parcellerne fremstå tydeligere og dermed gøre det lettere at se, hvilke skimmel- og gødningsforsøg, der virker godt.

- Vi synes, vi har fået sammensat et både spændende og relevant program, lyder det fra planteassistent ved SAGRO Planter & Miljø, Klaus Beck-Hunderup.

Han fortæller, at der i år er tilmeldt mange flere maskinudstillere end tidligere år, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at de grundet de mange aflyste dyrskuer ikke har kunnet vise sig så meget frem, som de gerne vil og plejer at gøre.

- Nu glæder vi os bare til at tage imod forhåbentligt rigtig mange deltagere, og så håber vi naturligvis på godt vejr, slutter planteassistenten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kartoffeldagen foregår på adressen Holtumvej 6, 7400 Herning, hvor Henning Thybo er vært. Bag Kartoffeldagen står Lemvigegnens Landboforening, Vestjysk Landboforening, KMC, Forsøgsvirksomheden Ytteborg og SAGRO. Det er gratis at deltage, og tilmelding er ikke nødvendig.