Lyt til artiklen:

Håbløst og nedværdigende

00:00
Hastighed: ???x
02:47

Hovedstadens udledning af spildevand i Øresund betyder ikke noget for vandmiljøet i Øresund som allerede har det dårligt. Og den danske spildevandsudledning er kun en dråbe i havet, fremgår det af et indslag i TV2 Lorry med Karsten Arnbjerg-Nielsen, professor ved Institut for Vand- og Miljøteknologi ved DTU.

Det får fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehns sammenkædning af vandmiljøet med datokravet for etablering af efterafgrøder til at klinge hult, mener landbrugs- og miljødebattør, gårdejer Knud Jeppesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han peger på, at den rigide datostyring af landbruget uden hensyntagen til vejret sættes i relief af, at professoren har sagt til TV2 Lorry, at udledningen af spildevand fra hovedstadsområdet ikke betyder alverden for det generelle danske havmiljø og den måde, spildevandet påvirker fisk, havplanter og den øvrige natur i havet.

Det har fået Knud Jeppesen til at kalde henvisning til miljøet som begrundelse for kravet om efterafgrøder i landbruget - og ikke mindst at fastholde datokravet for etablering - for håbløs og nedværdigende argumentation over for landmandsfamilierne.

- Landbruget tvinges til at så efterafgrøder for vandmiljøets skyld, alt imens byerne lukker millioner af kubikmeter urenset spildevand direkte ud i det samme vandmiljø, hvor det ifølge professoren ikke betyder noget, siger Knud Jeppesen.

En dråbe i havet

Karsten Arnbjerg-Nielsen, siger i TV2 Lorry, at med alt det, der ellers bliver lukket ud i Øresund fra andre lande, er udledningen af vores eget spildevand blot en dråbe i havet. Og ifølge professoren gør udledningerne af spildevandet fra hovedstadsområdet ikke den store forskel, for han konstaterer således, at situationen i Øresund allerede er slem.

Det får Knud Jeppesen til at pege på det paradoksale i professorens konstatering:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når det er samfundets kvælstof og fosfor, lort og miljøfremmede stoffer er det kun en dråbe i havet - men når det er landbrugets, er tiden - med fødevare- og landbrugsministerens ord - ikke til at gå på kompromis med vandmiljøet. Altså det vandmiljø samfundet selv ødelægger, uden at de ansvarlige skal trækkes i løn til næste år - ingen bøder - for vandmiljøet er jo ødelagt i forvejen, siger Knud Jeppesen.

I TV2 Lorry sagde professoren også, at det kan være, at det rensede spildevand er dødt for virus og bakterier i løbet af de første få dage, men at der stadig er for meget kvælstof og fosfor i vandet til, at det er godt.

- Når en professor indrømmer, at der er for meget kvælstof og fosfor i det rensede spildevand, er der jo endnu mere i det urensede, der udledes i millioner af kubikmeter - og så bekræfter det, at næringsstofferne altså ikke kun stammer fra landbruget, siger Knud Jeppesen, som tilføjer, at det kan vi så side og gruble over på mejetærskeren i dag - hvis det er tørvejr, så vi kan høste.