Lyt til artiklen:

Ferie i Sydeuropa påvirker svineprisen negativt med 40 øre

00:00
Hastighed: ???x
02:23

I løbet af blot ni uger er svinenoteringen faldet med 2,8 kroner pr. kilo - fra 11,9 i uge 23 til 9,1 kroner i uge 33.

Ferieperioden i Sydeuropa rammer lige nu det europæiske marked for fersk grisekød. Mange aktører i forædlingsindustrien har lukket helt eller delvist ned, og det skubber til ubalancen i markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Aktiviteten i markedet er som altid lav på det her tidspunkt af året, men situationen forværres af et stigende udbud i Europa. Flere spanske slagterier har mistet muligheden for at eksportere til Kina, så dem møder vi nu i markedet i langt større omfang end for bare et par uger siden. Samtidig er de tyske slagterier langt mere pågående end for bare et par måneder siden, så der bliver kæmpet om ordrerne i øjeblikket, fortæller Lars Albertsen, der er global salgsdirektør i Danish Crown Pork.

Priserne i markedet flytter sig lige nu fra dag til dag og præges af aktører, der er i markedet for at afdisponere partier til omgående levering, og derfor sælger til lavere priser. Det skaber uro og nogle reagerer ved at sælge flere varer fersk, end de normalt vil gøre, skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

- Vi mærker tydeligt, at nogle af vores kolleger afviger fra deres normale mønstre og ikke forædler eller fryser så mange varer som normalt, fordi de frygter fortsat faldende priser. Vi er selv et eksportorienteret slagteri, og når markedet reagerer så voldsomt, som vi har set de sidste to måneder, så koster det på værdien af de varer, som er på lager. Det har også ramt os, men de penge kommer alt andet lige ind igen, når vi får en vending i markedet, siger Lars Albertsen.

Eksporten ud af Europa er stadig præget af en sløv afsætning til Kina, men der er en stabil eksport til Japan og det øvrige Asien.

Flere faktorer ude i verden påvirker priserne på svinekød:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Svinepest i Kina, der frem til 2021 har importeret store mængder, men nu langsomt er ved at opbygge sin bestand af søer.

- Udbrud af ASF i Polen og Tyskland, der afskærer de tyske slagterier fra adgangen til eksportmarkederne.

- Også eftervirkningerne af coronakrisen påvirker priserne og trykker forbruget af svinekød i Europa.