Lyt til artiklen:

LandboSyds direktør fylder 50 år

00:00
Hastighed: ???x
02:40

30. juli 2021 runder LandboSyds adm. direktør Sune Aagot Sckerl et såkaldt skarpt hjørne. Han fylder 50 år. De seneste knap to af dem har han blandt andet brugt på at få lagt skinnerne til den strategi, der skal holde LandboSyd på en sikker kurs.

Det skriver LandboSyd i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I LandboSyd gør vi løbende status på vores strategi. Den ruller - og markedet omkring er i evig forandring. Vores faste fokuspunkt er dog, at vi vil være tætte på vores kunder, og i min optik sker det blandt andet ved at skabe rammer, der giver tilfredse medarbejdere gennem god ledelse. Det kan lyde lidt flyvsk, men jeg tror på, at det virker, siger Sune Aagot Sckerl.

Han tilføjer, at det netop er vigtigt, at der er øje for den enkelte kunde. Nogle har behov for sikker strategisk rådgivning til deres landbrugsvirksomhed, mens andres behov ligger i miljø, skat, HR eller jura.

- I sidste ende er det netop kunderne, der er min chef. Og det krydsfelt mellem forening og forretning, det finder jeg spændende, og det trives jeg rigtig godt i, siger Sune Aagot Sckerl.

LandboSyds bestyrelse og et medarbejderudvalg pegede i september 2019 på Sune Aagot Sckerl som ny adm. direktør i et stærkt felt af ansøgere. 1. december samme år skiftede han dermed fra en stilling som områdedirektør i HedeDanmark A/S, hvor han var ansat i 15 år. Siden 2006 havde han haft det ledelsesmæssige ansvar for forretningsenheden BioRec med en årlig omsætning på knap 200 mio. kr. inden for biologisk genanvendelse af restprodukter fra bl.a. fødevarevareindustrien til landbruget.

Sune Aagot Sckerl er uddannet cand.agro. fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i 1999 og har efterfølgende taget flere lederuddannelser. I tilknytning til sit tidligere job hos HedeDanmark var han formand for bestyrelsen i foreningen Genanvendt Biomasse samt i en periode medlem af bestyrelsen for Biogas Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I dag er han formand for bestyrelserne i Fondsmæglerselskabet Agrocura A/S samt de rådgivende landbrugsmæglere Hekto&Co. Han er desuden formand for hr-virksomheden ALT-HRs tilknyttede Advisory Board.

Sune Aagot Sckerl er gift med Mette og bosat i Vejle. Han er far til to døtre og en søn. Fritiden tilbringes gerne sammen med familien - ude i naturen og helst på eller ved vandet.

50-års fødselsdagen markeres ved en lukket reception 27. august.