Lyt til artiklen:

BL: Vi har en pligt til at producere mange fødevarer

00:00
Hastighed: ???x
01:20

Det er netop kommet frem, at ikke færre end 155 mio. børn nu sulter på denne klode - og at problemet er mangedoblet under coronakrisen.

Der er således en god grund til, at FN's fødevareorganisation FAO overfor landbrugslande som Danmark har indskærpet, at vi har en forpligtigelse i forhold til det internationale samfund til at opretholde en stor fødevareproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

At foreslå udtagning af god landbrugsjord og neddrosling af fødevareproduktion her til lands - sådan som vi hører fra venstrefløjen under de igangværende hjemlige landbrugsforhandlinger - er derfor intet mindre end uanstændigt. Fagligt giver det i øvrigt heller ingen mening. Og det er noget af en luksusholdning at have i en del af verden, hvor vi vælter os i mælk og honning og andet godt og aldrig har problemer med at købe de ønskede varer i butikkerne.

Vi producerer mad til 15 mio. mennesker i dette lille land, og selv om ingen af varerne eksporteres direkte til de fattigste egne af verden, vil også en reduktion af den store danske produktion resultere i en større international efterspørgsel efter mad - og dermed gøre det decideret umuligt at skaffe fødevarer nok til de hungersnød-ramte områder.

Vi har en pligt til at gøre noget af det, vi er bedst til i Danmark. Og det er at producere madvarer.