Lyt til artiklen:

9. udgave af Gødningslære er klar

00:00
Hastighed: ???x
02:06

Seges Forlag har udgivet en ny bog under navnet "Gødningslære". Det skriver Seges i en pressemeddelelse.

- I en tid hvor bæredygtighed og FN´s verdensmål er i fokus, skal vi blive bedre til at arbejde med jorden, fysikken og biologien. "Gødningslære" giver bud på, hvordan du som landmand kan agere og bruge de tilgængelige styringsredskaber uden at belaste miljø og klima unødigt, siger Niels Erik Jespersen, der er lærer på Dalum Landbrugsskole og forfatter til bogen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Gødningslære" giver indsigt og forståelse for sammenhængen mellem tildeling af næringsstoffer og udbyttet af afgrøderne. Forfatteren tager ikke stilling til forskellige måder at producere fødevarer på, men forholder sig objektivt til landbrug, miljø og de næringsstoffer, erhvervet cirkulerer med.

- Med de mange registreringer, data og ikke mindst intelligent teknologi, der er til rådighed, er det vigtigt at kunne læse, forstå og bruge f.eks. gødningsplaner og tildelingskort, forklarer Niels Erik Jespersen.

Derfor indeholder bogen en gennemgang af de udskrifter, landmanden bruger - også de lavpraktiske excel-ark til beregning af næringsbalance/tildeling på markniveau. Bogen forklarer også de grundlæggende regler for opbevaring og brug af husdyrgødning og mineralsk gødning.

Med denne 9. udgave af "Gødningslære" får man den nyeste viden, så man kan forbedre udnyttelsen af sin gødning. Den indeholder inspiration til nye måder at gødske på, og man får repeteret betydningen af alle næringsstoffer. Bogen indeholder desuden nye fotos og illustrationer om f.eks. jordfysik, kalkning og optimal tildeling af husdyrgødning og mineralsk gødning.

Bogen er skrevet til landbrugs-, skovbrugs- og havebrugsstuderende. Men den er også tiltænkt landmænd, som ønsker at opdatere deres grundviden om gødning. Desuden vil den være brugbar for deltidslandmænd og andre, som arbejder i erhvervet uden landbrugsuddannelse.