Lyt til artiklen:

Hjælp insekter og rådyr: Lad blomsterstriberne stå

00:00
Hastighed: ???x
01:47

Blomsterstriber, markbræmmer, insektvolde og andre vildttiltag er velegnede steder, hvor særligt insekterne kan overvintre og dermed skabe grundlag for næste års insektbestand. Man kan placere tiltagene på samme sted flere år, hvis man samtidig opfylder betingelserne for grundbetaling og grøn støtte for arealet.

Hjælp dyrelivet

Det vilde dyreliv, lige fra insekter til rådyr, trives bedst i et varieret landskab, og hvor de kan finde føde hele året.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som landmand kan man hjælpe dyrelivet ved at lade plantedækket stå vinteren over, f.eks. i markkanter og på pletter i marken. Det kan f.eks. være på områder, hvor man næste år vil etablere markbræmmer, vildttiltag eller blomsterstriber.

Man kan med fordel lave flere små områder med forskellige tiltag. Man kan etablere vildttiltag og mindre marker med brak eller bræmmer, hvor der er udsået en blomsterblanding. Ved at have flere mindre marker med forskelligt plantedække gør man det nemmere for mindre dyr og insekter at bevæge sig gennem det åbne land, og hjælper samtidig med at opfylde dyrenes forskellige behov for føde- og skjulesteder.

På markliv.dk kan man læse om, hvordan man bidrager til variation i landskabet

Har man udlagt dele af et omdriftsareal som et vildt- og bivenligt tiltag, er der ikke krav om, at man skal slå plantedækket på dette område hvert år. Derfor kan der sikres et fødegrundlag henover vinteren for en lang række af insekter og større dyr ved at lade marken stå urørt gennem kalenderåret.

Hvis man har et flerårigt tiltag, som f.eks. en insektvold eller en urørt græsstribe, skal man årligt begrænse opvækst af træer og buske, så der ikke er mere end 100 spredte træer og buske pr. ha, som er over 1 meter i højden.