Lyt til artiklen:

Dalum Landbrugsskole bliver UNESCO Verdensmålsskole

00:00
Hastighed: ???x
02:37

Dalum Landbrugsskole har sat bæredygtighed øverst på dagsordenen og er netop blevet optaget i UNESCOs Associated Schools Project (ASP-netværket) med virkning fra den 1. august 2021. Dermed kan skolen fremover kalde sig Verdensmålsskole.

Det skriver Dalum Landbrugsskole i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Bæredygtighed er ikke noget nyt fænomen på Dalum Landbrugsskole, men nu sætter vi turbo på den grønne udvikling og får trimmet skolen, så alle aktiviteter peger i en endnu mere bæredygtig retning, siger forstander Jens Munk Kruse.

Ingen har opskriften på, hvordan fødevareerhvervet kommer i mål med 100% bæredygtig produktion, men landbrugsskolen er hurtig til at opsnappe og implementere nye tendenser og trends i undervisningen. Der bliver eksperimenteret med insektfarme, plantet bæredygtige proteinafgrøder og lavet stribevis af bæredygtighedsanalyser på eksisterende landbrug. Skolen har også netop investeret i en ny generation af den CO2-neutrale markrobot, FarmDroid.

- Med respekt for fagligheden sætter vi en ære i at udfordre elevernes tankesæt og udvide deres horisont. Nye teknologier og tanker vinder hele tiden indpas i landbruget, og som skole er det afgørende, at vi forstår og favner de nye tanker og tendenser. Undervisningen skal tilrettelægges, så eleverne får kendskab til de nye muligheder og forstår at udnytte potentialet på en kreativ og innovativ måde. Vi investerer løbende i ny teknologi, som for eksempel droner, markrobotter og GPS-styrede traktorer, som alle kan bidrage til at skabe en mere bæredygtig fødevareproduktion, siger Jens Munk Kruse.

Han kan tydeligt mærke den spirende interesse for klima og bæredygtighed blandt skolens elever og glæder sig til at udveksle erfaring om bæredygtighed med andre skoler og organisationer.

- Vi tror på, at arbejdet med bæredygtighed i høj grad kommer til at foregå på tværs af faglige fællesskaber. Derfor arbejder vi målrettet på at udvide de studerendes netværk under deres uddannelse. Vi samarbejder med en lang række uddannelsesinstitutioner og private virksomheder og har mange projekter ud af huset. Et eksempel kunne være økologi-projektet "Greb til Gaffel", hvor landmænd og kokke bytter erhverv i en lille uge, for at blive klogere på, hvilke fødevarer vi skal fremstille i fremtiden, siger Jens Munk Kruse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I alt deltager 68 danske skoler i UNESCOs verdensomspændende skole-netværk med fokus på undervisningsforløb og -materialer, der sætter globalt medborgerskab og bæredygtig udvikling på elevers og læreres dagsorden.