Lyt til artiklen:

Bæredygtigt Landbrug: Markager-retssag har bekræftet professors manipulationer trods frikendelse

00:00
Hastighed: ???x
02:37

Professor Stiig Markager er fredag middag blevet frifundet for ærekrænkelse i den injuriesag, Bæredygtigt Landbrug har anlagt mod ham.

Det skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup er på trods af nederlaget overordnet set godt tilfreds med, at foreningen anlagde sagen - selv om han understreger, at foreningens jurister og advokat nu skal studere dommens præmisser mere indgående, inden man forholder sig konkret til den.

- Retsmødet i Hillerød viste med al ønskelig tydelighed, at Markagers påstande om en signifikant stigning i kvælstofudledningen til kystvandene på ingen måde kan aflæses i de officielle Novana-rapporter om miljøets tilstand. Derfor har sagen givet os fremdrift, hvad fagligheden angår - og det har nu affødt en ny dialog med Aarhus Universitet, som vi har bedt om at sende de beregninger, der ligger til grund for Stiig Markagers forvandling af tallene, siger han.

Direktøren fortæller også, at Bæredygtigt Landbrug hos universitetet har udbedt sig bare en enkelt af de artikler, hvor det påstås, at Markagers metode til beregning af udledning er fremlagt og gennemgået peer-review. Altså: Professoren har ikke kunnet fremlægge en international blåstempling af sine resultater, som han ellers påstår, skriver Bæredygtigt Landbrug.

Hans Aarestrup mener desuden, at retssagen har påvist Stiig Markagers manipulerende tilgang til faglighed - for eksempel ved på misvisende vis at tage udgangspunkt i 2010-tal om kvælstofudledning. Under retsmødet i Hillerød fortalte seniorrådgiver fra Aarhus Universitet, Hans Thodsen - som er hovedforfatter til Novana-rapporterne - således, at en teknisk fejl på målingsniveau gør, at data for netop 2010 er exceptionelt dårlige, og at man ved at tage udgangspunkt i dét år derfor "kommer ud med et skævt resultat, der vil vise en større stigning end det reelle tal". Der er i øvrigt ingen som helst faglig grund til at starte netop i 2010 (der sjovt nok har et meget lavt niveau), lød det desuden i ekspertens vidneforklaring.

- Vi har altså om ikke andet fået dét ud af retssagen, at det overfor offentligheden nu er slået fast med syvtommersøm, hvordan en politiserende og manipulerende professor betalt af skatteyderne slynger om sig med udokumenterede påstande, der skader et helt erhverv. Det har været en stor glæde for os at få dette påvist. Det gør forhåbentlig, at Stiig Markager ikke fremadrettet bruges som uvildig ekspertkilde af politikere og medier, lyder det fra Hans Aarestrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Maskinbladet arbejder på at få en kommentar fra Stiig Markager.