Lyt til artiklen:

Økologer skærper gødningskravene

00:00
Hastighed: ???x
02:42

Fra efteråret 2022 kan økologer maksimalt tilføre u-afgasset ikke-økologisk husdyrgødning svarende til 43 kg N/ha. Mængden kan øges til 65 kg N/ha, hvis mindst 22 kg N kommer fra afgasset ikke-økologisk gødning. Uanset dette pkt. kan der altid tages samme mængde N tilbage fra et biogasanlæg, som man har afleveret i form af økologisk biomasse eller økologisk husdyrgødning. Denne mængde N indgår ikke i opgørelsen over modtaget ikke-økologisk husdyrgødning.

Det skriver Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover kan økologerne anvende andre recirkulerede næringsstoffer, som f.eks. kildesorteret husholdningsaffald og økologiske gødninger op til 107 kg N/ha.

Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer, glæder sig over, at der endelig kommer en løsning på plads, som prioriterer recirkulering højere.

- Der har været arbejdet med forskellige tiltag til afvikling af ikke-økologisk husdyrgødning i økologi i snart 15 år, så det er på tide, at vi får taget første skridt og får efterset vores gødningsstrategier. For nogen kan det i første omgang virke som en uoverskuelig begrænsning, men andre har allerede vist, hvordan man kan have en god økologisk planteproduktion med andre metoder siger han.

Han bakkes op af sin formandskollega i Økologisk Landsforening, Per Kølster.

- Økologi skal stå på egne ben og recirkulering er i den forbindelse et helt centralt element Det handler både om at sikre udbytter, indgå i den cirkulære økonomi og om økologiens troværdighed. Med de kommende begrænsninger i brugen af ikke-økologisk husdyrgødning, så skal vi have flere recirkulerede næringsstoffer på økologernes marker og sætte ekstra fokus på at udnytte sædskiftets muligheder, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I første omgang indføres kravene via de brancheanbefalinger som Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening er gået sammen om, og som danske mejerier og slagterier har valgt at følge. Organisationerne ser gerne, at kravene bliver en del af EUs økologiregler, men om det lykkes, kan først afklares, når EU-forhandlingerne om økologireglerne er færdige.

Det ligger dog allerede nu klart, at der med ophæng i den ny økologiforordning også kommer krav om en minimumsandel af både kvælstoffikserende og kulstofopbyggende afgrøder i sædskiftet. De konkrete nye sædskiftekrav i EUs økologiregler forventes at blive præsenteret i løbet af sommeren