Lyt til artiklen:

Hornsyld satser på hestebønner

00:00
Hastighed: ???x
04:13

En netop indgået partnerskabsaftale mellem Hornsyld Købmandsgaard A/S og proteinfabrikken Meelunie GPI A/S, der i år opføres i Hedensted, sikrer grovvarevirksomheden levering af 20.000 tons hestebønner på årsbasis, skriver Hornsyld Købmandsgaard i en pressemeddelelse.

De 20.000 tons hestebønner svarer til et dyrkningsareal på cirka 5.000 hektar, og Hornsyld Købmandsgaard skal nu ud at tegne kontrakter med landmændene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aftalen er netop underskrevet af Hornsyld Købmandsgaards administrerende direktør, Henrik Hedegaard, administrerende direktør for den nye fabrik, Lars Dahl Laursen samt bestyrelsesmedlem i Meelunie GPI, Nicolai Winding.

- Vi ser spændende perspektiver og synergieffekter i aftalen, siger Henrik Hedegaard og tilføjer, at dyrkning af hestebønner er en interessant mulighed for mange planteavlerne.

Stor efterspørgsel

Den kommende nye fabrik opføres på Karosserivej 14 i Hedensted ikke langt fra Hornsyld Købmandsgaard og skal producere proteinrige og plantebaserede ingredienser til fødevareindustrien.

Bag fabrikken står det hollandske tradingselskab, Meelunie samt tre danske investorer, der er gået sammen om at etablere det danske selskab Meelunie GPI A/S (Green Plant Ingrediens). Ud over investorerne er staten inde over projektet med midler via Den Grønne Investeringsfond.

- Markedet for de plantebaserede fødevarer er stærkt stigende, og vi oplever en meget stor efterspørgsel på proteinrige ingredienser, som vi er overbeviste om vil fortsætte i fremtiden, siger Nicolai Winding og tilføjer, at det hollandske selskab skal aftage hele produktionen fra fabrikken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det bliver også det hollandske firma, der skal stå for hele afsætningsdelen.

Byggestart i år

Lars Dahl Laursen skal sammen med en fabrikschef stå i spidsen for den nye fabrik. Han bor på Hjarnø, er uddannet maskinmester og har været projektleder på adskillige større byggeprojekter internationalt inden for fødevareindustrien.

- Der er planlagt byggestart i efteråret 2021 og produktionsstart i efteråret 2022, og der bliver ca. 25 ansatte på fabrikken, der kommer til at køre i døgndrift, oplyser Lars Dahl Laursen.

Han tilføjer, at det bliver det danske selskab, SiccaDania A/S, der skal levere fabrikken. Et ingeniørfirma, der har specialiseret sig i løsninger inden for fødevareindustrien og den proces-teknologi, der skal muliggøre produktionen.

Behovet for den nye fabrik vil være ca. 70-80 tons hestebønner i døgnet som basis for en årlig produktion af ca. 6.000 tons protein.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alle bestanddele af hestebønnen bliver anvendt, ikke alene protein men også fiber, stivelse og skal, siger han.

Fordele i markbruget

Henrik Hedegaard siger om den nye partnerskabsaftale, at den åbner op for spændende muligheder for planteavlerne.

- Vi gør i forvejen en del i at tegne kontrakter om dyrkning af specialafgrøder på Sjælland i forbindelse med vores afdeling, Nielsen & Smith, i Glostrup, og vi er glade for, at vi nu kan brede den mulighed ud til landmændene i Jylland og på Fyn.

Arealet med hestebønner i Danmark har i de senere år har været stigende på grund af afgrødens positive egenskaber i sædskiftet.

- Hestebønnen fikserer kvælstof og efterlader en god portion kvælstof til den efterfølgende afgrøde, og den er samtidig effektiv i forbindelse med bekæmpelse af græsukrudt og sanering af sygdomme. Vi befinder os på en egn, hvor der dyrkes meget hvede, og her er det vigtigt at have en god forfrugt, og jeg forventer, der vil være en stor interesse for det her, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er meningen, at planteavlerne som udgangspunkt selv skal opbevare hestebønnerne på lager, indtil de skal leveres på fabrikken.

Bæredygtig produktion

Hornsyld Købmandsgaard vil arbejde på at indgå kontrakter og bygge systemet op i takt med at fabrikken etableres, og det er planen, at de for alvor vil være i markedet i høst 2022.

- Ud over at hestebønnen gør en masse godt ude på markerne, er der tale om en bæredygtig og miljørigtig produktion af protein, og her har det også en betydning for os som virksomhed, at vi kan bidrage til den grønne omstilling, siger Henrik Hedegaard, der ser frem til at få præsenteret mulighederne for landmændene.