Lyt til artiklen:

I år kommer der dobbelt så mange blomsterstriber på Djursland

00:00
Hastighed: ???x
01:56

Sidste år forsøgte Djursland Landboforening sig for første gang med et tilbud om etablering af blomsterstriber for områdets landmænd.

Det var der en rigtig god tilslutning til, og blomsterstriberne endte med at blive en overvældende succes, hvor landboforeningen hele sommeren modtog glade hilsner og billeder af flotte buketter fra nær og fjern.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse.

Nu er Kjeld Andreasen, planteavlsassistent i Djursland Landboforening, igen klar på traktoren og i fuld sving med at så årets blomsterstriber. Det våde majvejr har forsinket arbejdet en smule, men med en god varme i sigte er betingelserne for striberne i år rigtig gode, forsikrer han.

- Jeg har planlagt alle ruterne, og det går godt. Jeg regner med at blive færdig i denne uge, og så er det bare at vente på de mange flotte blomster, lyder det fra Kjeld Andreasen.

Dobbelt så mange striber

I år er der ikke kun en fordobling af landmænd, som har bestilt blomsterstriber, der er også en fordobling af rækkevidden på striberne.

Hele 53 landmænd - herunder enkelte private - har bestilt 16,6 km kilometer blomsterstriber fordelt på hele Djursland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og i år er der lidt ekstra at se frem til.

Den økologiske blanding er blevet noget mere farverig, og den konventionelle blanding har fået sig et drys med dværgsolsikke. Sidste år fik landboforeningen mange henvendelser fra folk, der efterspurgte et kort over de steder på Djursland, hvor blomsterstriberne stod.

Det kommer der i år.

- Når blomsterne er klar til at blive plukket, laver vi et kort med en nøjagtig beskrivelse af, hvor man finder striber. Det vil ikke være alle striberne, der kommer på kortet, for der er folk, der har etableret striber, hvor der ikke er frit tilgængeligt. Når kortet er klar, kan man finde det på landboforeningens hjemmeside, lyder det fra Kjeld Andreasen