Lyt til artiklen:

Viking sender millionoverskud videre til medlemmer

00:00
Hastighed: ???x
01:59

2020 var trods corona og en usikker verden et godt år for VikingDanmark. Det afspejler sig i regnskabet. VikingDanmark kom således ud af 2020 med et overskud på 12,5 mio. kr. Pengene kommer imidlertid ikke til at ligge på kistebunden særligt længe, skriver VikingDanmark i en pressemeddelelse.

VikingDanmark er ejet af sine medlemmer, de danske kvægbrugere, og bestyrelsen har besluttet, at hele overskuddet skal udbetales til netop dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er ikke sat i verden for at lave en større egenkapital for VikingDanmark. Vi skal skabe værdi til vores medlemmer, slår bestyrelsesformand Anders Levring fast.

- VikingDanmark går hvert år efter at lave et resultat, der balancerer. Vi mener, at pengene ligger bedst ude hos landmændene, og at pengene ikke behøver komme ind forbi VikingDanmark først, tilføjer han.

Udbetaling i slutning af maj

Ifølge bestyrelsesformanden har 2020 imidlertid været et usædvanlig år, hvor aktivitetsniveauet har været svært at forudsige. Han roser samtidig VikingDanmarks medarbejdere for at have ydet en ekstraordinær indsats.

- Tilbagebetalingen er en engangsforestilling. Vi stræber som sagt ikke efter at lave et overskud. Og det er første gang, vi udbetaler et overskud, siden jeg kom med i VikingDanmarks bestyrelse i 2008.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med det regnskab, VikingDanmark har leveret. Vi er en forening, der har styr på vores omkostninger. Og vi er en forening, der er i stand til at levere et godt resultat ud af driften alene. Det er virkelig godt gået og bemærkelsesværdigt, siger Anders Levring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvor meget den enkelte kvægbruger får retur afhænger af, hvor mange kroner vedkommende har købt sæd og insemineringsservice for. Der bliver således tilbagebetalt et beløb svarende til fem procent af det beløb landmanden har købt sæd og service for. Udbetalingen sker ultimo maj.