Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Nyt digitalt værktøj bringer naturen tæt på alle danskere
Biodiversitet er et ord, der er kommet på alles læber, og danskerne strømmer ud i naturen som aldrig før. Vi glædes over at høre sangdroslen synge eller at se skoven dækket af anemoner. Mange vil gerne hjælpe med at passe på naturen, og første skridt er at lære arterne at kende. For hvordan skal man lære at passe på en art, når man ikke engang ved, hvad man har set?, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
- Vores natur er i krise. Mange vil heldigvis gerne hjælpe med at passe på naturen, og et godt første skridt er at lære arterne at kende. Derfor er det en stor milepæl for biodiversiteten, at vi nu får et helt nyt værktøj, hvor vi kan samle og dele viden om de danske arter. Danskere og forskere får opdateret viden om vores arter, og samtidig får forvalterne i kommuner og stat et hurtigt og enkelt overblik over arternes tilstedeværelse i vores natur, som de kan bruge i deres arbejde, siger miljøminister Lea Wermelin.
Database og app til alle danskere
Værktøjet hedder "Arter", og hovedformålet med Arter er at samle og formidle viden om de arter, der lever i vores natur. Foruden at brugerne af Arter indberetter fund, så samler og udstiller Arter også flere end 40 millioner fund fra andre databaser.
Arter.dk er et digitalt mødested for alle, der interesserer sig for den danske biodiversitet. Den nye infrastruktur er først og fremmest et stærkt værktøj for forskere og forvaltere - men også for de mange danskere og naturhistoriske foreninger, der bruger mange timer i den danske natur, og som interesser sig for at blive klogere på arterne og dele deres viden med hinanden og andre, som måske blot kan genkende få arter.
- Danmarks natur er langt rigere, end de fleste af os tror. Det myldrer med forskelligt liv—også sjældne arter. Men den er også under pres. Nu kan alle være med til at gøre en forskel. Arter er et fantastisk projekt, der kombinerer forskning, formidling og naturoplevelser, og inviterer alle danskere med til at få et bedre overblik over vores fælles natur, så vi bedre kan passe på den og sikre den for fremtiden, siger direktør Peter C. Kjærgaard, Statens Naturhistoriske Museum.
Det er den første digitale version af Arter.dk og app, som nu ser dagens lys. De næste par år videreudvikles hjemmeside og app med billedgenkendelse, valideringsalgoritmer og flere fortællinger om den danske natur og de helt unikke arter, der lever i og er helt afhængige af naturen. Udover årlige bevillinger på finansloven siden 2015 er udviklingen af støttet med 30 millioner kroner fra Aage V. Jensens Naturfond og 15. Juni Fonden.
- I mange år har der været et stort behov for at få udviklet et digitalt mødested for viden om de danske arter. Som fonde er vi stolte over at bidrage til udvikling af en fælles dansk national infrastruktur til viden om arter og biodiversitet. Det er glædeligt at se offentlige institutioner arbejde sammen med de mange stærke frivillige ressourcer i de naturhistoriske foreninger. Når vi løfter i fællesskab, kan vi for alvor gøre en forskel for den danske biodiversitet, siger direktørerne for de to fonde, Hanne Haack Larsen fra Aage V. Jensens Naturfond og Per Voetmann fra 15. Juni Fonden.
Arter er udviklet i et tæt samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum og Miljøstyrelsen og sammen med Naturhistoriske Museum Aarhus og de mange naturhistoriske foreninger i Danmark.