Lyt til artiklen:

Det får langvarige konsekvenser at undtage heste fra købeloven

00:00
Hastighed: ???x
02:19

Justitsministeriet har fremsat et lovforslag om at udtage heste fra købeloven med den begrundelse, at en autoriseret dyrlæge sædvanligvis undersøger hesten inden et salg, og at dyrlægen derved opdager eventuelle fejl ved hesten. Men den antagelse er ikke korrekt, mener Den Danske Dyrlægeforening.

- Der er mange heste, der ikke undersøges i forbindelse med køb. Især ved køb af helt unge heste og ved køb af billige heste fravælges handelsundersøger. Nogle heste er billige, fordi de fejler noget. Dette øger risikoen for at køber ender op med en fejlbehæftet hest, som de har sværere ved at reklamere over, siger Ginnie Holmes Hørning, formand for Dyrlægeforeningens faggruppe for hestedyrlæger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den hyppigste årsag til retssager mellem køber og sælger er manglende ridelighed, men ved dyrlægens handelsundersøgelse vurderes hestens ridelighed ikke. Derfor er det problematisk at reducere forbrugerbeskyttelsen med henvisning til, at hesten er handelsundersøgt af en dyrlæge.

Mange handler foregår mellem professionel sælger og privatperson

En anden antagelse i lovforslaget er, at handler med heste ofte foregår i et specialiseret og professionaliseret miljø. Hvorefter det konkluderes, at styrkeforholdet er anderledes end i traditionelle forbrugerkøb.

- Det er dybt bekymrende, at man tror, at dette miljø er med til at stille den professionelle sælger og den private køber mere lige. Det kunne ikke være mere forkert, siger Ginnie Holmes Hørning.

Ifølge formanden er det professionelle miljø altovervejende repræsenteret på sælgersiden. Det er for eksempel avlere, der på grund af erfaring ofte ved mere om heste end købere. Og det er professionelle ryttere, der tager hestene i kommission inden et salg. Det vil sige, hesten sælges af erhvervsdrivende og vises ofte frem af professionelle ryttere for en køber, der er privatperson.

- Dyrlægeforeningen håber, at justitsminister Nick Hækkerup vil genoverveje sit lovforslag. Hvis ikke, vil det få vidtrækkende konsekvenser - ikke alene for hestene, der risikerer at blive tabere og ende som normadeheste, der sælges videre i en uendelighed, fordi det er for svært for køber at bevise, at hesten havde en fejl ved handlen. Men også forbrugerne er dårligere stillet i en handel, siger Ginnie Holmes Hørning