Abonnementsartikel
- Behandlingen af danske landmænd er utilstedelig.
Så enkelt var budskabet fra formanden for Agromek, Peter Hansen, da han foretog den officielle åbning af messen tirsdag middag.
Hans tale var et meget skarpt angreb på blandt andet myndighedernes manglende behandling af landbrugets miljøansøgninger og Økologisk Råds rolle i mange klagesager.
- Den kommunale langsommelighed betyder, at mange sager kommer til at fejre toårs fødselsdag uden at være behandlet. Og mange sager er endda ældre, fordi de stammer fra de gamle amter, sagde Peter Hansen.
- Fødevareminister: Det er ikke godt nok. Tag det med hjem til din kollega i miljøministeriet, tilføjede han.
Han nævnte, at ingen andre erhverv bydes så lange byggesagsbehandlinger, og han vil ikke acceptere, hvorfor ansøgninger skal ligge i årevis og samle støv på kommunale skriveborde.
Peter Hansen medgav dog, at han er klar over, at fødevareministeren er optaget af at løse problemerne.
- Det er fint, men bunken af kommunale sager er vanvid, og bureaukratiet er den største barriere for at dansk landbrug kan udvikle sig, sagde Peter Hansen.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen undlod at kommentere anklagerne direkte og gentog sine meldinger om, at det er grøn vækst, der skal til, og at det forudsætter teknologiske fremskridt.
Og på den måde kom hun elegant ind på de mange teknologiske landvindinger, som Agromek byder på, inden hun sluttede sin åbningstale af med at bedyre, at dansk landbrug skal kunne udvikle sig på lige fod med andre erhverv.