Lyt til artiklen:

Behov for vanding i tør april måned

00:00
Hastighed: ???x
02:26

I overvintrende afgrøder er der nu et vandunderskud på 25-35 mm. Markvanding kan være aktuel på grovsandet jord, især i vinterraps, kløvergræs og græs, skriver Seges Landbrugsinfo.

Ifølge beregninger med vandingsstyringsprogrammet Vandregnskab Online er der den 22. april et vandunderskud i de overvintrende afgrøder i størrelsesordenen 25-35 millimeter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der er ikke kommet nedbør siden den 12. eller 13. april. Der er heller ikke udsigt til nedbør de kommende dage. Der kommer måske noget nedbør i slutningen af april, men som bekendt er nedbørprognoser usikre så lang tid frem.

Derfor kan markvanding nu være aktuel på grovsandet jord. Det gælder først og fremmest vinterraps, kløvergræs, græs og efterfølgende andre overvintrende afgrøder.

Den aktuelle fordampning afhænger af afgrødens udvikling. Den potentielle fordampning er i denne periode i størrelsesordenen 2,5 - 3,5 millimeter pr. dag. Den aktuelle fordampning vil være mindre i nogle afgrøder, hvor bladarealet endnu ikke er så stort, at der er fuld fordampning.

Kritisk højt underskud

I overvintrende afgrøder kan der regnes med en aktuel fordampning i den kommende periode på 2,5 - 3,0 millimeter pr. dag. Der kan derfor hurtigt opbygges et kritisk højt vandunderskud. På dette tidligere tidspunkt i afgrødernes udvikling vil et kritisk vandunderskud typisk være på 60-65 pct. af den plantetilgængelige vandmængde i jorden.

Vandunderskuddet kan følges i vandingsstyringsprogrammet Vandregnskab Online og i den vandbalance, der kan vises i CropManager. I begge værktøjer indgår en afgrødemodel, der beregner afgrødernes udvikling, herunder bladareal og rodudvikling. Vækststart i de overvintrende afgrøder beregnes ud fra en temperatursum med start 1. marts.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her i 2021 ligger den beregnede vækststart typisk omkring 1. april. Det er forholdsvis sent, fordi det var koldt i marts. Afgrødemodellen anvender ved vækststart faste værdier for både bladarealindeks og roddybde. Modellen kan ikke korrigere for, hvor kraftigt afgrøderne var udviklet fra efteråret.

I denne tidlige vækstfase kan beregningen af både den aktuelle fordampning og den plantetilgængelige vandmængde i jorden derfor være lidt undervurderet i kraftige afgrøder, skriver Landbrugsinfo.