Lyt til artiklen:

Landmand frifundet for overgødskning - Agerskovgruppen glad for udfald

00:00
Hastighed: ???x
02:04

Landsretten har i den forgangne uge frifundet en landmand, der i byretten var blevet dømt i en sag, hvor den pågældende landmand skulle have gødsket mere, end han havde tilladelse til.

I Landsretten ønskede Landbrugsstyrelsen dommen stadfæstet, selvom landmanden opfyldte alle betingelser for at gødske ekstra. Landmanden manglede nemlig et dokument, der skulle dokumentere en aftale med en mølle og dermed retfærdiggøre den ekstra gødskning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men i landsretten påpegede advokat Hans Sønderby, at ifølge EU-retten kan en papirforseelse ikke straffes som et materielt lovbrud.

Det var der enighed i fra statsadvokaten, der endte med at give forsvaret ret og påstå frifindelse. Efter retssagens resultat slipper den pågældende landmand for at betale en større bøde samtidig med, at hans KO-træk tilbagebetales.

Glæde i Agerskovgruppen

Sagens udfald vækker glæde i Agerskovgruppen.

- Det glæder mig på vort medlems vegne, at fornuften har sejret. Det er meget vigtigt for os landmænd, at virkeligheden sejrer over papiret. Når en landmand ikke har overgødsket skal han heller ikke straffes for det, siger Jens Peter Aggesen, formand i Agerskovgruppen.

Formanden er ligeledes tilfreds med, at en anden landmand ved Byretten i Holstebro blev frifundet for en lignende sag, hvor en rådgiver havde lavet fejl. Her fik planteavlskonsulent Vagn Lundsteen hos Agropro fornylig fik fastslået ved byretten, at hans kunde ikke skulle dømmes for overgødskning, når der kun var tale om en banal regnefejl begået af konsulenten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der var ikke sket overgødskning. Det så bare sådan ud på papiret. Vi kender det også fra efterafgrødediskussionen. En landmand, hvis efterafgrøder ædes bort af snegle, dømmes som om han har overgødsket, selvom han ikke må bekæmpe og derfor heller ikke kan forhindre det. Det er kun papirnussere, som kan komme frem til den slags resultater. Derfor glæder vi os over dette gode klarlys i mørket, siger Jens Peter Aggesen.