Lyt til artiklen:

Bedre bekæmpelse af vanskelige ukrudtsarter i roer og rødbeder

00:00
Hastighed: ???x
01:49

Det velkendte clomazon-holdige ukrudtsmiddel Centium36 CS er netop blevet registreret til anvendelse i roer og rødbeder.

Centium har i mange år været registreret i blandt andet vinterraps og kartofler og godkendt til såkaldt mindre anvendelse i roer før fremspiring, skriver FMC i en pressemeddelelse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Med den nye godkendelse fra mindre til ordinær anvendelse kan ukrudtsmidlet anvendes til bekæmpelse af vanskelige ukrudtsarter som fuglegræs, hyrdetaske og burresnerre både før fremspiring og som et bladmiddel, når roerne har udviklet to løvblade.

- Bekæmpelsen af især fuglegræs, hyrdetaske og burresnerre bliver mere sikker ved at anvende Centium 36 CS i ukrudtsstrategien i roer. Samtidig vil anvendelsen løfte den overordnede effekt af sprøjteprogrammet og hjælpe på den endelige effekt på vanskelige arter som hundepersille og raps, fortæller Michael Rose, Business Development Manager i FMC.

Den maksimale dosering, der må anvendes i roerne i hele vækstsæsonen, er 0,2 l/ha Centium 36 CS. Efter fremspiring må produktet først anvendes, når roerne har to ægte blade (BBCH 12), og på dette stadie må man maksimalt anvende 0,05 l/ha Centium 36 CS. Før fremspiring anvendes produktet alene. I roernes stadie 12-18 skal Centium 36 CS indgå som tankblandingspartner med Betanal, Nortron SC, Goltix SC 700, Safari 50 WG.

FMC oplyser, at produktet i dunke med en udgået - ikke-opdateret - etiket gerne må anvendes i henhold til den nye udvidet anvendelse.