Lyt til artiklen:

Manglende kørekort: Unge misser lærepladserne

00:00
Hastighed: ???x
02:40

Brancheorganisationen for blandt andet maskinstationer og entreprenører finder situationen om elevernes manglende kørekort stærkt bekymrende. Foreningen har fået flere henvendelser fra medlemmer, som har elever ansat, der ikke kan færdiggøre hverken traktor- eller bilkørekort, hvilket reelt betyder, at virksomheden ikke kan bruge eleven til noget.

- Jeg har pt. en elev ansat, som skulle have været til teoriprøve på sit bilkørekort lige før jul. Men de er aflyst, og vi ved ikke, hvornår det bliver genoptaget. Det er dybt frustrerende. Pt. ville jeg gerne ansætte en elev yderligere, men da han som minimum ikke har traktorkørekortet, kan jeg ikke bruge ham, siger Helle Lundsgaard, som driver og ejer Egekærslund Maskinstation på Fyn.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Fokus på lærepladser

Der har det seneste år været fokus på at skabe lærepladser til de unge, der gerne vil i gang. Og særligt i denne tid, har de virksomheder, der har ansat elever gjort en stor indsats for at overtage noget af undervisningen, som ellers foregår på skolerne.

- Vi er stolte af vores medlemmer, som har gjort en stor indsats for at lave skolernes "hjemmeundervisning" ude på den kommende praktikplads. Der er blevet undervist i maskinlære, værkstedslære, svejsekurser og så videre. Men dette går kun til et vist punkt, da nogle elementer ikke kan læres på andre måder end på skolen, såsom kørekort, siger Bent Juul Jørgensen, branchedirektør i DM&E.

Kun prøver til storvogns-kategorier

Skal du have en elevplads hos for eksempel en maskinstation, skal du have et kørekort, da de fleste ansættelser og elevkontrakter er bundet op på, at elever har deres kørekort, ellers frafalder ansættelsen. Men bortset fra Bornholm er teori- og køreprøver nemlig fortsat foreløbigt indstillet med undtagelse af teori- og køreprøver til alle storvogns-kategorier. Det er brancheforeningen uforstående overfor.

- Rent praktisk giver det ikke mening, at der ikke er mulighed for at afholde traktorkørekort-prøve, da det nok i forvejen er det mest coronavenlige kørekort at tage. Den motorsagkyndige kører i sin bil efter traktoren, og derved er der ikke nogen risiko for smitte, som ikke kan håndteres med almindelige forholdsregler. Teoriundervisning og teoriprøven kan afholdes online, på samme måde som en stor del andre eksamener afholdes nu, siger Helle Lundsgaard.

Ifølge DM&E er der en stor del af maskinstationerne, som kommer til at mangle elever - og særligt op til sæsonen i marken, hvis der ikke kommer en ændring af reglerne.