Lyt til artiklen:

S.D. Kjærsgaard bygger Case-center i Ringsted

00:00
Hastighed: ???x
01:47

Den nordjyske maskinvirksomhed S.D. Kjærsgaard har købt en godt 15.000 kvadratmeter stor grund direkte ud til motorvej E20 i Business Park Ringsted.

Maskinhandleren samler sine sjællandske aktiviteter i et nybyggeri, som både skal danne ramme om Case-maskiner til landbruget og entreprenørerne.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi får en central placering på Sjælland, der ligger spot on i forhold til vores kunder, ligesom vi får en afgørende synlighed ud mod motorvejen, siger administrerende direktør Palle Kjærsgaard, der er tredje generation i virksomheden.

Business Park Ringsted er under udvikling lige nu, hvor Marius Pedersen A/S og Dansk Støbeasfalt A/S har købt erhvervsgrunde på det 136 hektar store område.

- Vi er naturligvis glade og stolte over, S.D. Kjærsgaard har valgt at bygge deres nye center i Ringsted, og jeg er helt sikker på, det er et valg, de ikke kommer til at fortryde, siger Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten (V), der mandag besigtigede den netop solgte grund sammen med Palle Kjærsgaard og salgsansvarlig Brian Steen Rolighed.

I øjeblikket er et arkitektfirma i fuld gang med at projektere og tegne bygningerne, der skal danne rammen om det nye Case-center. Det er planen at påbegynde byggeriet efter sommerferien. I den første halvdel af 2022 forventer Kjærsgaard at tage centeret i brug.

S.D. Kjærsgaard beskæftiger 85 medarbejdere fordelt på fem lokationer i hele landet. Kjærsgaard har mere end 30 servicebiler fordelt fra Skagen til Bornholm. Virksomheden har p.t. én afdeling på Sjælland i Karlslunde, hvorfra aktiviteterne nu flyttes til Ringsted.