Lyt til artiklen:

Fokus på biodiversitet med og uden plov

00:00
Hastighed: ???x
02:34

Verden over er der meget stor fokus på at lagre CO2 som livgivende kulstof i jorden og på øget biodiversiteten i agerlandet.

- Det gælder også for os i Foreningen for Reduceret jordbearbejdning i DanmarK, fastslår formand Henrik Terp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Torsdag 25. februar aflægger han sin beretning på foreningens generalforsamling, der er et webinar fra klokken 8.30 til 10.15 og derefter fagdagen til klokken 12.15.

- Men det afholder os ikke fra at tage brandvarme emner op. Lige nu er politikerne i fuld gang med at fastlægge alle landmænds rammevilkår mange år frem. Her er vores bud, at vi er en vigtig del af løsningen og ikke problemet, pointerer formanden.

Det og meget mere kommer han ind på i sin beretning på generalforsamlingen, hvor alle kan deltage, men kun medlemmer stemme, skriver FRDK i en pressemeddelelse.

Biodiversitet med og uden plov

På fagdagen er der planlagt tre højaktuelle indlæg.

- Vi lægger ud med et indlæg om biodiversitet med og uden pløjning ved biolog Julie Marie Søby fra Aarhus Universitet, fortæller Henrik Terp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun har optalt jordbundsorganismer og fugle i vinterhvede i henholdsvis fem økologiske, fem konventionelle og fem Conservation Agriculture marker.

- Hendes data viser, at biodiversiteten skånes ved direkte såning, mens pløjning er meget ødelæggende, påpeger han.

Pløjefri dyrkning af majs til grovfoder

Flere og flere mælkeproducenter går over til pløjefri dyrkning. Det er helt i tråd med målet om, at mælkeproduktionen skal være klimaneutral i 2050.

- Desuden er der flere andre fordele ved at være pløjefri. Nemlig blandt andet nemmere høst af majsen i september-oktober selv i et vådt efterår og lavere omkostninger, siger Henrik Terp.

Indlægget holdes af Kirstine Damgaard Petersen fra Sagro.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ukrudtsbekæmpelse

Det er dokumenteret, at mængden af ukrudt bliver mindre over tid ved direkte såning, som er kravet i Conservation Agriculture.

Men udover ingen jordbearbejdning er det også en forudsætning, at sædskiftet er sundt og jorden dækket året rundt af afgrøde og/eller afgrøderester.

- Vi kan derfor også nedsætte forbruget af ukrudtsmidler. Samtidig er det dog sådan, at vi ikke kan undvære glyfosat uden at et tilsvarende alternativ, fastslår Henrik Terp.

Franske Frederic Thomas taler i fagdagens sidste indlæg om bekæmpelse af ukrudt i Conservation Agriculture - indlægget tekstes på dansk.