Abonnementsartikel
Produktet var i orden. Produktionen foregik i de mest moderne rammer. Medarbejderne var dygtige og loyale. Men salgsarbejdet og markedsføringen af et unikt produkt har ikke fulgt med, og derfor blev Danish Meat Company i Vrå i Vendsyssel onsdag tvunget til at standse betalingerne.
Og udsigterne til, at slagteriet åbner for produktionen igen, er ikke store, erkender formand for bestyrelsen, Jens Peter Lunden.
På et pressemøde på virksomheden kunne Jens Peter Lunden fortælle, at den oprindelige aktiekapital på 26-27 millioner kroner er tabt. Det er også 90 medarbejderes aktier til en samlet værdi på 2,7 millioner kroner. Plus de ekstra penge, der siden starten for to år siden er skudt i projektet.
- Hvis salgssituationen havde været en anden, var aktionærerne endog villige til at skyde ekstra kapital i virksomheden, understreger advokat for Danish Meat Company, Anker Laden Andersen, der tilføjer, at der sideløbende med forhandlinger med eksterne investorer også har været ført forhandlinger om et salg af slagteriet.
- Vi har haft reelt interesserede købere, men på grund af finanskrisen er disse forhandlinger desværre endt uden resultat, siger advokaten.
Ved betalingsstandsningen har de 37 leverandører fået deres løbende betaling på 30 øre pr. kilo over noteringen, men de ekstra 30 øre, der skulle have været udbetalt inden jul, må de kigge langt efter.
Ved lukningen af Danish Meat Company står 170 medarbejdere uden arbejde.