Lyt til artiklen:

Lovforslag skal fremme investering i grønne driftsmidler

00:00
Hastighed: ???x
04:43

Folketinget er på vej med et nyt lovforslag, som indeholder en forhøjelse af grænsen for småaktiver og et investeringsvindue, hvor der kan afskrives på 116 procent af anskaffelsessummen for visse fabriksnye driftsmidler.

SLF har haft kontakt til Skatteministeriet for at få afklaret en række spørgsmål. Nedenfor gennemgås lovforslaget i hovedtræk. Opmærksomheden rettes mod, at der kan ske ændringer i løbet af lovbehandlingen i Folketinget. Når loven er endeligt vedtaget, følger SLF.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Småaktiver er mindre maskiner og reoler mv. der kan fungere selvstændigt. Disse driftsmidler kan skattemæssigt vælges fratrukket, når anskaffelsessummen for den enkelte maskine ikke overstiger 14.100 kr. i 2020. Denne grænse forhøjes til 30.000 kroner for 2020. Det gælder driftsmidler, der er anskaffet fra og med den 23. november 2020 til og med udgangen af kalenderåret 2022.

Staldinventar er ikke småaktiver og vil derfor typisk skulle afskrives med de øvrige driftsmidler, medmindre der er tale om vedligeholdelse.

Afskrivning med 116 procent

Der indføres en mulighed for, at driftsmidler, der er anskaffet fra og med den 23. november 2020 til og med udgangen af kalenderåret 2022 kan afskrives på en særskilt saldo, hvor anskaffelsessummen kan afskrives med 116 procent. Det er et krav, at driftsmidlet udelukkende benyttes erhvervsmæssigt.

Det er kun visse driftsmidler, der kan omfattes af denne udvidede afskrivningsadgang. 100 procent erhvervsmæssigt benyttede varebiler og traktorer, der er indregistrerede til kørsel på vejen, bliver omfattet af muligheden for 116 procent afskrivning, hvorimod personbiler ikke vil være omfattede.

Motorsave, traktorer, der ikke er indregistrerede og gaffeltrucks falder uden for bestemmelsen om afskrivning med 116 procent af anskaffelsessummen, hvis de er drevet af eller kan drives af fossile brændstoffer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder, at hvis der anskaffes en ny traktor, skal den indregistreres for at få glæde af 116 procent-afskrivningen. Det medfører også, at en fabriksny mejetærsker ikke kan afskrives med 116 procent af anskaffelsessummen, da den ikke skal indregistreres jf. køretøjsregistreringsloven. Skatteministeriet har bekræftet denne fortolkning overfor SLF. Dette er begrundet i, at man ønsker at gøre loven let at administrere.

Hvis der derimod anskaffes en plov eller lignende, der skal trækkes af en traktor, vil den kunne afskrives med 116 procent, uanset om den tilkobles en traktor, der ikke er indregistreret. Dette har Skatteministeriet bekræftet overfor SLF. Det afgørende er, at der er tale om et selvstændigt driftsmiddel.

Hvad er et fabriksnyt driftsmiddel?

Driftsmidlet er fabriksnyt, når det ikke tidligere har indgået i en igangværende virksomhed. Skatteministeriet har overfor SLF bekræftet, at den praksis, der var gældende for de såkaldte 115 procent afskrivninger, også gælder for afskrivning med 116 procent af anskaffelsessummen.

Det betyder, at der vil kunne afskrives 116 procent af anskaffelsessummen på et driftsmiddel, selvom det er en demomodel, hvis følgende er opfyldt:

- Hverken fabrikanten, forhandleren eller andre har anvendt demomodellen til egentlig brug,

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ingen andre tidligere har anvendt 116 procents-afskrivningsgrundlaget på demomodellen og

- Demomodellen udelukkende anvendes erhvervsmæssigt af køberen.

Afskrivningsloven opererer med en særlig anskaffelsesbestemmelse.

Et driftsmiddel skal være:

- Leveret til igangværende virksomhed

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Være bestemt til at indgå i driften og

- Færdiggjort i sådan et omfang, at det kan indgå i driften for at være anskaffet og dermed afskrivningsberettiget.

Det betyder i praksis, at driftsmidler, der er leveret fra og med den 23. november 2020, vil kunne afskrives med 116 procent, hvis de er bestemt til at indgå i driften og klargjort i overensstemmelse med det, der fremgår af købsaftalen.

Hvis aftalen er, at traktoren skal leveres klargjort til frontlæsser, vil det være et krav, at den er leveret, indregistreret og klargjort til frontlæsser efter den 23. november men inden den 31. december 2020, for at den kan afskrives med 116 procent for indkomståret 2020. Det er ikke et krav, at traktoren rent faktisk er benyttet i 2020, hvis den er leveret til et igangværende landbrug.