Lyt til artiklen:

Genbesøg med fire dyrlæger og tre betjente forarger svineproducent

00:00
Hastighed: ???x
05:37

Svineproducent Hans Henrik Winther Nielsen fik 3. februar genbesøg på sin svinebedrift med tre gårde som opfølgning på et omfattende kontrolbesøg den 13. august. Samlet set har landmanden alene i 2020, ifølge sine egne udregninger, haft besøg af kontrollører i forbindelse med veterinære kontroller, miljøkontrol og Plantedirektoratets kontroller i samlet set 226 timer. Den 3. februar blev statistikken øget med yderligere 39 timer, da fire dyrlæger, en jurist og tre betjente var på genbesøg i Storvorde, og landmanden mener, at kontroltyranniet har taget overhånd.

- Det er jo vildt. Det er jo næsten halvanden måneds job for én mand, siger Hans Henrik Winther Nielsen, der er forarget over tidsforbruget og den lemfældige omgang med samfundets ressourcer i forbindelse med kontrolbesøg hos ham og andre danske landmænd, og lige meget hvad han gør, så er det aldrig godt nok.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi kommer aldrig til at have et besøg, hvor alt er i orden, hvis det er den måde de foregår på. De siger, det er blevet lidt bedre end sidst - det siger de hver gang. Jeg synes nærmest de gør os til grin, for mine ansatte kan ikke forstå, hvad vi kan gøre bedre. Det er tip-top, det her, fortæller Hans Henrik Winther Nielsen, som i lang tid har ventet et genbesøg på sine tre gårde, men da patruljebilerne med tre betjente og fire dyrlæge og en jurist fra Fødevarestyrelsen meldte deres ankomst onsdag klokken 9.00, så var det ikke kun de tidligere påtegninger, der blev kigget efter.

- Det var en fuldstændig kontrol. Man var inde i alle stier og alle grise blev jaget op. Alt blev kontrolleret, så i min forstand har det ikke ret meget med et genbesøg at gøre, for så er det kun de punkter, der ikke var i orden sidste gang, der skal undersøges - men når jeg siger det til dem, så mener de så, at er nødt til at lave et helt nyt besøg. De mener ikke bare de kan gå ind og kontrollere de enkelte punkter - for de er jo ikke de samme grise længere, så jeg kan jo have nogle andre steder, det var galt, siger Hans Henrik Winther Nielsen, som nu forventer en regning på i omegnen af 20.000 for genbesøget den 3. februar.

Individuel rapportering

Under kontrollen den 3. februar skulle landmandens tre gårde have genbesøg, men da den ene stod tom var den hurtigt overstået, og på den anden tog det blot de to fremmødte dyrlæger halvanden time at gå besætningen igennem, og der blev ifølge Hans Henrik Winther Nielsen ikke fundet nævneværdige problemer, og svineproducenten kan med sin erfaring straks ved kontrollens ankomst mærke, om formålet med kontrollen død og pine er at finde fejl og mangler. Sådan var det også den 3. februar.

- Det var meget forskelligt. På den ene gård var der to kontrollanter, og de fandt ingenting, som de mente der var noget i. Man kunne mærke lige på stedet, da de ankom, at de var ikke ude på at skulle finde noget, og det gik bare som det skulle; min dyrlæge var til stede og politiet var til stede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det andet sted, de har noteret ti grise ud af 3570 grise, og nu har jeg ikke set besøgsrapporten endnu, men de har mærket nogle grise op, som har være behandlet for diarre. Det er de eneste to grise på hele stedet, der har været behandlet for diarre, og de har ikke diarre, de fejler ingenting, de er bare lidt tyndere end de andre og gik i sygeafdelingen. Dem laver de ikke politisag på, men jeg ved ikke hvorfor de skal noteres.

- Så finder de to eller tre i alt med brok. Den ene bliver ikke aflivet, den anden bliver aflivet efter deres ordre, fordi vi ikke har plads til at tage ind i stier med brok i. Min ansatte, Ira, havde taget grisen ud af stien til vurdering sammen med mig - planen var, at den skulle tilbage i stien. Jeg mener ikke, den skulle aflives. Og så har jeg en ansat, der afliver en gris, og det bliver så politianmeldt, fordi at mine instruktioner om at aflive en gris lyder på, at han skal skyde den, og når den så ligger stille, så skal han stikke den og tappe blod af, og der kan gå op til et minut, for vi har skrevet i arbejdspladsvurderingen, at det er en farlig situation - han må ikke arbejde med den kniv så længe den spræller rundt på gulvet, siger Hans Henrik Winther Nielsen som fortæller, at den kvindelige dyrlæge mente, at den skulle stikkes, så snart den var skudt.

Skulle finde fejl

Der var også utilfredshed med mængden af strøelse og kanternes beskaffenhed på nogle af stiarealerne. Generelt oplever landmanden vidt forskellige vurderinger fra besøg til besøg, og derfor savner han klare retningslinjer for kontrollanternes rapportering, for på genbesøget den 3. februar, mener han, at det tog helt overhånd på den ene gård.

- Mit indtryk var, at de gik ind for at skulle finde nogle ting her - og der var intet at komme efter. Jeg har snakket med min egen dyrlæge, som var med på kontrollen, og han siger, at der er milevid forskel på de kontrollanter, der kommer på besøg, lyder det fra Hans Henrik Winther Nielsen, som mener der er plads til alt for individuelle vurderinger i kontrollen.

Den ene gård stod tom på dagen, på den anden blev kontrollen af de fyldte stalde overstået på halvanden time, men på den tredje endte besøget med straks-aflivninger og en fuld kontrolrapport, og det selvom Hans Henrik Winther Nielsen selv havde mere end svært ved at se de uoverstigelige problemer, som landmanden blandt andet forventer nu vil føre til en politianmeldelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alle tre gårde fik genbesøg, og som sidst så det meget voldsomt ud, da tre betjente fra Nordjyllands dyrevelfærdsenhed troppede op i markante patruljevogne, og Hans Henrik Winther Nielsen er til stadighed forbavset over, at Fødevarestyrelsen mener, at det er en nødvendighed at have følgeskab af uniformerede betjente i patruljebiler, og selvom han har spurgt sig for i den nordjyske politi-enhed, så mangler han fortsat et svar på, hvilken funktion politiet spiller i forbindelse med en kontrol eller et genbesøg på en husdyrproduktion.

Læs også: Seks politifolk deltog i kontrol i høst - svineavler føler sig udsat for hetz

Vi kommer aldrig til at have et besøg, hvor alt er i orden, hvis det er den måde de foregår på. De siger, det er blevet lidt bedre end sidst - det siger de hver gang. Jeg synes nærmest de gør os til grin, for mine ansatte kan ikke forstå, hvad vi kan gøre bedre.

Svineproducent Hans Henrik Winther Nielsen