Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Ny Facebook-gruppe skal hjælpe landmænd med naturtiltag
Verdens Bedste Fødevarer samt landmand og næstformand i Familielandbruget Henrik Bertelsen vil bruge hjælpsomhed blandt landmænd på Facebook til at skabe kontakt mellem landmænd, der gerne vil lave tiltag for naturen.
Det oplyser Verdens Bedste Fødevarer i en pressemeddelelse.
- Landmænd og fritidslandmænd kan have meget forskellige tilgange til natur. Nogle interesserer det slet ikke, mens andre er meget interesserede i at gøre noget aktivt. Men fælles for langt de fleste er, at vi er forvirrede og har svært ved at finde ud af hvilke naturtiltag, der faktisk hjælper, siger Henrik Bertelsen.
Ny gruppe skal afhjælpe forvirring
Han mener, landmænd kan have rigtig god gavn af at hjælpe hinanden på området.
- Derfor lancerer Verdens Bedste Fødevarer og jeg facebookgruppen "Landmænd for naturen", hvor vi kan dele og diskutere erfaringer og gode råd.
Han håber, at gruppen kan være med til at fjerne noget af den forvirring, der er på området.
- Hjælper blomsterstriber, er det godt med får som græssere, skal vi rode eller rydde op, skal vi sætte hegn, der holder græssere fra søer, læhegn, beplantninger, skove og naturarealer, eller skal de have adgang til dem? Spørgsmålene er mange, og svarene ofte lige så mange, siger Henrik Bertelsen.
Han mener, det vigtigste lige nu må være, at landmænd sætter gang i naturtiltag og får større interesse i det.
- Det viser sig ofte, at dem, der går i gang med det, får blod på tanden, når de først får opmærksomhed på det og opdager, at de kan gøre en forskel. Den udvikling vil vi gerne være med til at sætte blus under, siger Henrik Bertelsen.