Weed Blaster 650 leveres nu med siddeplads

Ukrudtet forholder sig ikke til regler og begrænsninger for sprøjtemidler. Det fortsætter med at vokse, og hvad gør man så?

Løsninger, der involverer ukrudtsbrændere, damp eller varm skum er at finde på markedet, og hos det danske firma Zacho Products A/S er det ukrudtsblanchering, der dyrkes. Firmaet er i forvejen kendt i entreprenørkredse gennem mere end 30 år for at udvikle, producere og sælge udstyr til anlægsbranchen samt vej- og lufthavnsvedligeholdelse i både Danmark og udlandet.

Under Grøn Fagmesse 2012 havde ejer Bo Zacho valgt at demonstrere sin Turbo Weed Blaster UBK 650. Den er grundlæggende i familie med firmaets Jetblaster, der er en højeffektiv gasbrænder, der anvendes til tørring af skårne fuger i asfalt, beton og lignende.

I Weed Blaster-versionen er varmekanonen blevet forsynet med et brænderskjold, der fordeler den varme luft ud over en bredde på 65 centimeter. Maskinen er selvkørende takket være en Subaru motor med seks hk. Monteret på en simpel ramme sammen med en flaske gas er den et effektivt middel mod ukrudt. når den blot er i hænderne på en fagmand.

Maskinen er som udgangs et "walk behind" redskab, men for få uger siden præsenterede Zacho en sulky - en anhænger med en siddeplads - til maskinen. Det gør anvendelsen af redskabet mere behageligt, idet man kan sidde ned under det meste af arbejdet.

Schweiz satte standarden

Weed Blasteren er egentlig godt 18 år gammel, men den slog ikke an i begyndelsen.

- Branchen ville hellere bruge sprøjtemidler dengang, men de sidste 7-8 år har den rigtig slået an, fortæller Bo Zacho.

At den nu er blevet forbedret med en sulky, skyldes en ordre til det schweiziske marked.

- De skulle arbejde i stejlt terræn, og det var anstrengende at gå op og ned med den, selv om den er selvkørende. Dernede havde de brug for mere trækkraft, så vi byggede gearingen om. Det gav de ønskede kræfter, og også nok til at trække en sulky. Nu laver vi alle maskinerne på den måde, uanset hvor i verden man skal bruge den, siger Bo Zacho.

Hans produkter har fået fodfæste i hele verden, og især i Tyskland er Weed Blasteren populær, da et forbud mod brugen af kemikalier trådte i kraft sidste år.

- Udlandet trækker flest produkter, men herhjemme er den meget populær hos kommuner og kirkegårde, siger Bo Zacho.

Weed Blasteren fås også i to større versioner - UBK 1200 og UBK 1400 - til frontmontering på redskabsbærere.