Ny forskning viser, at kombination af sprøjtemidler kan give for tidlig pubertet og fedme. Miljøminister vil sætte fokus på hormonforstyrrende stoffer og kombinationseffekter i en kommende dansk strategi for sprøjtemidler og har rejst sagen i EU

I går kom det frem, at gravide gartnere, der bruger sprøjtemidler med pesticider, kan risikere at få drenge med mindre kønsorganer og piger der kommer for tidligt i puberteten. Læs artikel her

Miljøminister Ida Auken (SF) vurderer nu, at det haster med at få gennemført skrappere EU-kriterier.

- Forskningsprojektet viser, at nogle af de hormonforstyrrende sprøjtemidler har langtidseffekter, og derfor haster det med at få gennemført nogle skrappe EU-kriterier for, hvornår sprøjtemidler er hormonforstyrrende og kan forbydes, siger miljøminister Ida Auken og peger på, at der allerede i 2008 blev gennemført skærpede krav til brug af alle sprøjtemidler i væksthuse.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Hun mener derfor, at det har vist sig at være godt, at Danmark allerede dengang greb ind med nationale forbud og skærpede krav til brugen af sprøjtemidler i væksthuse.

Ny sprøjtemiddelstrategi på vej

Kommissionen skal senest i 2013 komme med kriterier for hormonforstyrrende stoffer, der gør det muligt at regulere sprøjtemidlerne alene på deres hormonforstyrrende effekter.

Miljøstyrelsen er især bekymret for et svampemiddel, som ikke er godkendt i Danmark, men som netop er blevet godkendt til brug frem til 2020 i EU. Miljøministeren har derfor skrevet til kommissæren for sundhed og forbrugere og bedt ham om at genvurdere de mest problematiske svampemidler, så snart kriterierne for vurdering af hormonforstyrrende stoffer er på plads.

- Det er mit mål, at danskerne skal have den bedst mulige beskyttelse mod skadelige sprøjtemidler. Jeg kommer derfor i efteråret med en ny sprøjtemiddelstrategi, hvor Danmark vil kæmpe for, at EU får den skrappest mulige regulering af sprøjtemidler, siger Ida Auken.