Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Asger skal stå i spidsen for mindre metan fra landbruget i EU
Landbrugsudvalget valgte at gøre Asger Christensen ansvarlig for parlamentets udspil til at sænke metanudslippet fra landbrugssektoren. Kommissionen har erklæret, at metan-udledningen skal nedbringes inden for tre områder: Landbrug, affald og energiproduktion.
For Asger Christensen er det afgørende, at landbruget skærer markant i udledningen af metan, der er en kraftig drivhusgas, hvis EU skal have håb om at nå målet om klimaneutralitet i 2050. Dog er løsningen på ingen måde at begrænse antallet af køer og andre husdyr, fastslår han i en pressemeddelelse:
- Jeg er meget glad for at have fået ansvaret for parlamentets metan-strategi for landbruget. For mig er det en meget vigtig sag. Vi er nødt til at sænke udledningen hurtigst muligt, men løsningen må og skal ikke være at beskære antallet af husdyr. Løsningen er ny teknologi og nye fodersammensætninger, og det skal EU understøtte, siger Asger Christensen.
EU-parlamentarikeren valgt for Venstre har længe haft fokus på at minimere metanudslippet. For eksempel har han tidligere foreslået at investere mere i udviklingen af såkaldte "metan-emhætter", der kan opsuge udledningen i stalde. Ligeledes har han talt for at forske mere i vacciner, som kan sænke produktionen af metan i køers laver. Men Venstre-manden peger også på mindre teknologiske tilgange.
- Det bliver helt centralt at kigge på fodersammensætningen til husdyr. Faktisk kan vi opnå store fremskridt bare ved at ændre på foderet, og vi er allerede i gang med interessante forsøg herhjemme, som viser positive resultater. Men EU skal også investere mere i teknologi, som kan bidrage til at minimere metan-udslippet, pointerer Asger Christensen, som er eneste dansker i parlamentets landbrugsudvalg.
Metan-strategi
Sidste år præsenterede Kommissionen en strategi for at reducere udledningen af metan.
Strategien fremsatte ikke reelle lovforslag, men præsenterede målet om at nedbringe metanudledningen i EU. I de kommende år vil Kommissionen lancere lovforslag til bekæmpe den stigende udledning, og netop derfor byder Europa-Parlamentet nu ind med sin strategi, som Kommissionen således kan inddrage i sine planer.
Kommissionen har erklæret, at metan-udledningen skal nedbringes inden for tre områder: Landbrug, affald og energiproduktion. Asger har således fået ansvaret for sektoren, der udleder størstedelen af den kraftfulde drivhusgas (53 procent). Arbejdet med Europa-Parlamentets metan-strategi forventes at strække sig over de næste seks måneders tid.