Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Rasmus Jarlov: Regeringen valgte samarbejde med partier, som ønsker at udrydde minkbranchen
Konservative ønsker fortsat, at Danmark skal være et landbrugsland i fremtiden, og derfor arbejdede Rasmus Jarlov for, at minkavlerne skulle kunne vælge en god dvale-ordning så produktionen af minkskind ville kunne genoptages i løbet af få år, men den mulighed mener han nu er forpasset, med en udskrivning på 19 milliarder kroner til minkavlerne og de relaterede erhverv i aftalen, der blev indgået mandag aften.
- Den er blevet for dyr for skatteyderne. Der er ikke givet en ordentlig mulighed for at de avlere, der gerne vil genoptage en minkavl, og derfor så bliver det nu højst sandsynligt næsten alle, der går efter at få den fulde erstatning i stedet for at gå efter at starte op igen, og det synes vi er økonomisk ufornuftigt for skatteyderne, og egentlig også synd for de avlere, som har en interesse i at genoptage deres minkdrift, fortæller Rasmus Jarlov til Maskinbladet.
Bagvedliggende dagsorden om nedlunkning
Rasmus Jarlov var selv til stede i forhandlingslokalet, og han mener helt klart, at flere partier har gået benhårdt efter at en total-nedlukning af mink-erhvervet i Danmark.
- Det er der 100 procent, og det blev også sagt inde i forhandlingslokalet, at SF ønsker jo at branchen skal ophøre med at eksistere og vil derfor ikke være med til en bedre dvaleordning, og der valgte regeringen jo så at gå sammen med dem i stedet for at gå sammen med os, der gerne ville gøre, hvad vi kunne, for at redde de rester af branchen, som kunne reddes, siger den konservative finansordfører og pointerer, at det jo er op til regeringen at vælge sine allierede.
- Det er legitimt, at regeringen vælger at gå sammen med de partier, som ønsker at udrydde branchen. Vi er så bare ikke enige i det og kan ikke forstå, at skatteyderne skal betale 19 milliarder for at lukke en branche, som ellers kunne bidrage fornuftigt til dansk økonomi, siger Rasmus Jarlov og fortsætter:
- Vi mener, at Danmark er og skal være et landbrugsland fortsat.
Muligt juridisk efterspil
I løbet af de seneste måneder har regeringen skiftet holdning til spørgsmålet om, hvorvidt mink-branchen blot skulle kompenseres eller have fuld erstatning som følge af en ekspropriationsforretning, og også i forhold til, hvor ansvaret ligger placeret, oplever man hos Konservative, at regeringen påtager sig et ansvar.
- Der er ikke nogen længere, der kommer med dårlige undskyldninger om, at der ikke vare givet en ordre og at man ikke har lukket erhvervet. Det er jo ord, som regeringen nu har taget i sin mund, og det er da altid noget, at vi ikke skal diskutere fakta på den måde, lyder det fra Rasmus Jarlov, som nu afventer den igangværende undersøgelse af regeringen og statsministerens ansvar for mink-skandalen, og når resultatet foreligger, vil Konservative overveje, om og hvordan det juridiske ansvar skal placeres.
- Nu pågår der en undersøgelse af regeringen og Mette Frederiksens rolle i det her og med henblik på om der kan rejses et retsligt ansvar overfor regeringen og for statsministeren, og den kommission afventer vi kommer med en konklusion på et tidspunkt i løbet af 2022, så det kan der godt komme. Det er det vi har bedt om at få.