Lyt til artiklen:

Frustreret minkavler må se langt efter erstatning: Alligevel vil han genstarte produktion i 2022

00:00
Hastighed: ???x
02:26

Onsdag holdt Fødevarestyrelsen et digitalt orienteringsmøde for minkavlere, men ifølge Niels Christian Poulsen, der har en minkfarm ved Ringkøbing, kom der ikke meget nyt.

- Vi fik ikke så meget at vide. Det var skræmmende, så lidt de havde at fortælle. Vi blev kun bekræftet i, at der intet sker for tiden, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevarestyrelsen er ellers så småt begyndt at udbetale honorar til de minkavlere, der selv aflivede deres mink.

Niels Christian Poulsen har 870.000 kroner til gode her. Han havde 20 mand til at hjælpe sig, og selv om han har betalt løn til dem, har han ikke set så meget som en krone fra staten, fortæller han.

- Det er frustrerende. Hvis det havde været en regning fra dem, havde jeg haft 30 dage til at betale. Men når det er den anden vej, nøler de, siger han.

Han har sendt en regning og efterfølgende en rykker, men regner ikke med at se renterne fra den manglende betaling, fortæller han.

Banken sikrer ham

Lige nu lever han altså på bankens nåde. I hvert fald indtil kompensationen lander.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Heldigvis har vi indtil videre likviditet, fordi banken stiller tilstrækkeligt til rådighed. Så jeg eksisterer endnu. Men det har selvfølgelig en renteomkostning, fortæller han.

Selv om de renter udelukkende skal betales, fordi han må vente på erstatning, og banken derfor dækker for ham, regner han ikke med, at det offentlige vil betale de renter.

- Det offentlige burde betale, fordi det går så langsomt. Men det er rimelig svært at få dem til at betale det, som det reelt koster, frygter jeg. Staten har ikke ry for at betale renter. Det er jo ikke i orden, siger han.

Vil begynde med mink igen i 2022

Selv om han ikke regner med at få alle de penge, han har mistet, tilbage i kompensation, har han planer om at genstarte sin minkproduktion, når forbuddet udløber.

- Mig og min søn vil i gang igen i 2022. Vi har hver vores farm, men vi driver det sammen, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde planlagt at producere mellem 200.000 og 300.000 skind i 2021. Vi skulle omsætte for mellem 90 og 100 millioner kroner, vi havde også investeret i nye produktionsanlæg, fortæller han.

Maskinbladet arbejder på en kommentar fra Fødevarestyrelsen.