Tidligere maskinhandler Hans Erik Karlshøj er død, 67 år gammel.

Da Hans Erik Karlshøj i 2015 overdrog Maskincenter Sjælland til Semler Gruppen og året efter gik på pension efter 47 år i maskinbranchen, var det med planerne om at kunne nyde et langt og velfortjent otium med tid til alle de nye projekter og idéer, han så ofte fik.

Desværre ville skæbnen noget andet. Maskinhandleren fra Sydsjælland tabte kampen til en svær sygdom i sit hjem i Ugledige den 14. januar, blot 67 år gammel. Inden da nåede Hans Erik Karlshøj imidlertid at skabe sig et glorværdigt eventyr i en branche, som er kendt for at kræve mod, hårdt arbejde, og en evne til konstant at være i udvikling.

Det lå imidlertid ikke i kortene, at landmandssønnen fra bondegården Bakkedal i Ugledige ved Præstø skulle drive maskinforretning. Men sådan blev det, da han som ung smed i 1980 sammen med to kompagnoner købte et tidligere mejeri i landsbyen Allerslev og startede et maskinværksted med salg af redskaber til områdets landmænd.

Senere blev virksomheden en del af Dronningborg- og Dania Center-koncernen, og da kæden i 1993 gik konkurs, greb han chancen og overtog selv konkursboets to forretninger, inklusive samtlige medarbejdere, i Næstved og Karise, ligesom han senere købte han sig også ind i en forretning i Holbæk.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Gennem mere end 20 år udviklede han en moderne maskinforretning med salg af alt fra mejetærskere til plæneklippere. I mange år kunne man både finde Hans Erik på salgskontoret med slips og lommeregner, men i travle perioder var han også at finde på værkstedet iført kedeldragt. Sælgeren glemte aldrig sin smedekunst.

Han beskrives af tidligere medarbejdere som en dygtig holdleder, som samlede sine ansatte til de årlige høstfester, men også værnede om det stærke kollegaskab, da han i en periode var formand for John Deere-forhandlerforeningen.

rich-media-1
Her vinder Maskincenter Sjælland prisen for skuets bedste stand i Roskilde i 2013. Arkivfoto: Rasmus Dalsgaard.

På privatfronten var Hans Erik Karlshøj en dygtig og passioneret gymnast, før en skade fik ham til at bevæge sig ud i nye interesser - som lystfiskeri, gamle Porsche-biler og de årlige sommerture til historisk motorløb i Tyskland.

Hans Erik var i gang med et byggeprojekt på sit landsted i Ugledige, da han efteråret 2019 fik konstateret nyrebækkenkræft. Han kæmpede sig bravt igennem et længere behandlingsforløb, før han i november 2020 fik stillet diagnosen ALS. Selv en stærk smed som Hans Erik kunne intet stille op overfor den dødelige muskelsvindssygdom, og han sov stille ind omgivet af sine nærmeste i sit hjem i Ugledige den 14. januar. Han efterlader sig kæresten Dorte, børnene Lotte og Nikolaj fra et tidligere ægteskab samt barnebarnet Tobias.