Lyt til artiklen:

Kun få rester af sprøjtemidler i grøntsager og frugt

00:00
Hastighed: ???x
01:50

I langt de fleste tilfælde er dansk frugt og grønt frit for sprøjtemiddel.

Det konstaterer Fødevarestyrelsen, som sammen med DTU har lavet den årlige pesticidrapport, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2019 blev der i alt taget 2.055 prøver af forskellige typer frugt og grønt, samt af korn, gryn og mel, de såkaldte cerealier. I 98 % af fødevarerne var der enten ingen sprøjterester eller sprøjterester under grænseværdien. På den baggrund konkluderer Fødevarestyrelsen, at fødevarerne på det danske marked generelt overholder gældende regler på området:

- Vi skal kunne stole på, at de madvarer, som vi spiser, ikke indeholder skadelige stoffer. Derfor er det meget positivt, at kontrollen igen i år viser, at der generelt er et lavt indhold af pesticidrester i det frugt og grønt, som bliver solgt i de danske supermarkeder, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen, Henrik Dammand Nielsen.

Grænseværdierne sættes så lavt som muligt og på et niveau, hvor pesticidresterne ikke er til fare for mennesker.

I otte stikprøver af frugt, 12 prøver af grøntsager og tre prøver af cerealier blev der fundet sprøjtemidler over grænseværdien. Ud af dem var to prøver danske og 21 prøver udenlandske. Tre stikprøver blev vurderet til at udgøre en sundhedsrisiko og blev derfor trukket tilbage fra markedet. Fødevarestyrelsen følger løbende op på alle analyseresultaterne:

- Alle overskridelser af grænseværdierne er uacceptable. Derfor håndterer vi fund over grænseværdier med markedsføringsforbud. Det er producentens ansvar, at der ikke kommer rester af sprøjtemidler over grænseværdien i maden, siger Henrik Dammand Nielsen.