Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Belgien erklæret officielt fri for afrikansk svinepest
EU-myndigheder meddelte i november 2020, at der ikke var fundet afrikansk svinepest i en periode på et år, og erklærede på det grundlag Belgien fri for afrikansk svinepest.
Det skriver Tican i en pressemeddelse.
OIE, den internationale organisation for dyresundhed, har efterfølgende i slutningen af december erklæret Belgien officielt fri for afrikansk svinepest. OIE's godkendelse er forudsætningen for ophævelse af handelsforbud i forhold til visse markeder.
Der er således gået godt to år siden det første fund af afrikansk svinepest i september 2018. Landets strategi har siden påvisningen af det første fund været fuldstændig udryddelse af sygdommen.
Der er blevet sat hegn op, skove er lukket for offentligheden, og der er gennemført intensiv jagt på vildsvin. Disse tiltag har vist sig at være vigtige succesfaktorer for at nå målet om udryddelse af sygdommen.
Det sidste bekræftede tilfælde af afrikansk svinepest blev påvist 11. august 2019.
Belgien eksporterer mere end to tredjedele af sin svinekødsproduktion. Udbruddet af afrikansk svinepest i 2018 var således et hårdt slag for den belgiske svinesektor, som nu atter i fuldt omfang kan vende tilbage som leverandør af svinekød til det globale marked, herunder Kina.