Lyt til artiklen:

Fødevareminister skærper kontrol med dyrevelfærd

00:00
Hastighed: ???x
01:56

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) øger nu kontrollen med dyrevelfærd

Cirka hver tredje danske svinebonde eller kvægavler, som Fødevarestyrelsen kontrollerede sidste år, har nemlig overtrådt reglerne for dyrevelfærd og modtaget indskærpelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse, hvor den også henviser til den årlige Dyrevelfærdsrapport, som netop er udgivet.

Fødevareministeren vil derfor styrke kontrollen fra de normale ca. fem procent til ti procent for både svine- og kvægbesætninger. Det træder i kraft den 1. august 2021.

- Der er ingen tvivl om, at dyrevelfærdsreglerne skal overholdes. Men jeg må samtidig gå ud fra, at de danske landmænd gør deres bedste ud fra de vilkår, de er underlagt. Derfor vil jeg starte en dialog med erhvervet om, hvad der går galt, samtidig med at vi vil søge at få overtrædelsesprocenten ned ved at hæve kontrollen- det greb har vi set virke før, siger fødevareminister Rasmus Prehn.

Samtidig vil der være to efterfølgende kontrolbesøg i stedet for bare et enkelt, alt afhængig af forseelsen. Landmanden betaler selv for kontrolbesøget.

Af rapporten fremgår det, at de fleste sanktioner i 2019 er givet, fordi dyrene ikke er blevet behandlet forsvarligt og eksempelvis forsømt, hvis de er kommet til skade eller er syge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men der er også indskærpelser for mangelfulde optegnelser over dyrenes medicinforbrug eller manglende dokumentation for de lovpligtige dyrlægebesøg.

- Det er vigtigt, at det her område bliver løftet. Både af hensyn til dyrevelfærden, men også til erhvervet, der skal have de bedst mulige rammer for at opnå gode resultater. Det her er første skridt, og når rapporten kommer til næste år, vil jeg evaluere på udviklingen og vurdere, hvilke skruer der skal strammes eller eventuelt løsnes, siger Rasmus Prehn.