Lyt til artiklen:

Syddansk Økologi udvider samarbejdet

00:00
Hastighed: ???x
03:05

Den nyest tilkomne medejer er Patriotisk Selskab, som fra 2021 vil indgå i rådgivningsteamet med tre rådgivere: To planteavlsrådgivere samt en driftsøkonom. Med KHL, der indtrådte i marts 2020, deltager hermed i alt 22 rådgivere i samarbejdet.

Udover KHL og Patriotisk Selskab består det økologiske samarbejde af LandboSyd, Landbrugsrådgivning Syd (LRS) og Sønderjysk Landboforening (SLF). Derudover indgår økologirådgivere fra Syddansk Kvæg i samarbejdet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Med den nye samarbejdspartner, Patriotisk Selskab, styrkes den eksisterende ekspertise i Syddansk Økologi med specialviden om teknologi og mere viden om biogas. Tilsammen dækker rådgiverne i Syddansk Økologi nu faggrupperne: planter, kvæg, svin, fjerkræ samt driftsøkonomisk rådgivning og projektudvikling. Rådgiverne i Syddansk Økologi sparrer med hinanden til gavn for den økologiske landmand, uanset landmandens produktionstype og -størrelse. Høj faglighed og fokus på bundlinjen vægtes.

Aase Holmgaard, koordinator for Syddansk Økologi, fortæller:

- Det glæder os rigtig meget, at Patriotisk Selskab har banket på vores dør og fundet os interessant som samarbejdspartner. Sammen styrker vi rådgivningen både på Fyn og i Syd- og Sønderjylland. For medlemmerne af Syddansk Økologi vil der desuden være flere rådgivere at møde til kurser, møder og i netværksgrupper.

Hos Patriotisk Selskab sætter man også pris på aftalen om samarbejdet:

- Vi er glade for at tilslutte os det økologiske samarbejde - og samtidig hente endnu mere økologisk viden ind i vores organisation til gavn for vores medarbejdere og kunder, siger adm. direktør hos Patriotisk Selskab Nils Rasmussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rådgivningen følger udviklingen

SDØ arbejder for at skabe udviklende rådgivning, der har fokus på økologens muligheder og udfordringer.

- Det fokus, der er kommet på hjemmeavlet protein, falder fint i tråd med den store succes, vi i Syddansk Økologi havde med vores store Lupin-dag i 2020. SDØ vil derfor i 2021 sætte yderlig fokus på protein-dyrkning og -anvendelse, set både fra en planteavlers og husdyrproducents side, fortæller Aase Holmgaard.

Nærhed til kunden

SDØ lægger vægt på nærheden til kunden, og har med ejerkredsen rådgivere placeret mange steder i landet. Man kan møde en økologikonsulent fra SDØ følgende steder: Kolding, Vojens, Aabenraa, Løgumkloster, Odense, Vejle og Varde.

Samtidig står SDØ, efter behov, gerne bag uformelle samarbejder med anden økologirådgivning rundt i landet, når det er til gavn for kunderne, ligesom der er et tæt samarbejde med både SEGES og Landbrug & Fødevarer.