Abonnementsartikel
Er uddannelse en selvfølge? Kun hvis du bor det rette sted. Sådan er det med uddannelserne på Sjælland og Lolland-Falster, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd
Professionshøjskolen, University College Sjælland (UC-SJ), har med sin centralisering af de videregående uddannelser tilsidesat alle hensyn til de unge i yderområderne. Det pointerer Steffen Damsgaard, formanden for Landdistrikternes Fællesråd, i en pressemeddelelse.
Formandens reaktion kommer i kølvandet på UC-SJs beslutning om at koncentrere de videregående uddannelser i de såkaldte campus-byer Roskilde, Næstved, Slagelse og Vordingborg.
- Samtidig nedlægger man en del skoler og seminarier plus Nykøbing Falster som campusby. Det efterlader hele Nordvestsjælland og Lolland-Falster uden videregående uddannelsestilbud til de unge, lyder det fra Landdistrikternes Fællesråd.
I fare for at smuldre
Steffen Damsgaard undrer sig over, at UC-SJ ikke har fastholdt og udviklet de nuværende uddannelsessteder. Eller alternativt udnævnt Holbæk til campusby og fastholdt Nykøbing Falster - eventuelt i stedet for Roskilde og Vordingborg.
- Midtsjælland er i forvejen i en rivende udvikling. Derimod kæmper Guldborgsund og Lolland kommuner for vækst og udvikling efter en længerevarende nedgangsperiode, påpeger formanden.
- Uddannelse er et af de helt basale rammevilkår i landdistrikter og især yderområder, både når det gælder udvikling og at sikre de unge en uddannelse. Uden uddannelsesmuligheder afvikles og smuldrer yderområder gradvis men sikkert, siger Steffen Damsgaard.
- Bosætning, erhvervsudvikling og rekruttering kommer ud i en negativ spiral. Det kan kun bremses gennem en helhedsorienteret landspolitisk handling nu.
- Ved at sikre professionshøjskoletilbud som lærer, sygeplejersker, socialpædagoger, og andre uddannelser i udkantsområder kan vi skabe en positiv samfundsudvikling, fortsætter han.
Kan se flere løsninger
Steffen Damsgaard ser flere metoder til at fastholde uddannelse i yderområderne.
- Uddannelsessteder spredt over større geografiske afstande kan have samme ledelse og fordele specialer og udvikle specielle uddannelsestilbud. Det kunne sikre fortsat uddannelsestilbud i eksempelvis Holbæk, Haslev og Sorø.
- En anden logisk løsning er, at professionshøjskolerne og generelt alle uddannelser i yderområder får et udkantstilskud i form af forhøjet grundtilskud eller takstmetertilskud pr. studerende. Det princip kender man allerede med stor succes hos de almene gymnasier, siger han.
Han vil nu kontakte Region Sjælland og undervisningsministeren for at få UC-SJs beslutning omgjort.