Lyt til artiklen:

Forsvarsministeren: Ingen soldater har aflivet mink

00:00
Hastighed: ???x
02:51

Jura-professor Frederik Waage fra Syddansk Universitet har til Landbrugsavisen beskrevet, at den manglende lovhjemmel til aflivning af mink uden for zonerne var offentligt kendt den 9. november, og at det forpligter Forsvaret til selv at vurdere, om den opgave, som man skulle medvirke til, var lovlig.

Alligevel har forsvarsminister Trine Bramsen gentagne gange henvist til, at hendes ministerium, med baggrund i paragraf 7 i Forsvarsloven ikke har handlet ulovligt i minksagen. Den linje fortsatte forsvarsministeren under Folketingets spørgetime den 16. december.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Marcus Knuth fra Det Konservative Folkeparti havde forberedt spørgsmålet, om det er ministerens opfattelse, at hun skylder at fortælle de soldater, der har deltaget i operation minkaflivning, hvem der helt præcis har udstedt ordren om deres deltagelse i operationen, der tog livet af den danske mink-branche i første halvdel af november måned.

Det valgte forsvarsministeren ikke at svare direkte på, men hun bedyrede, at forsvarets mandskab ikke direkte har været involveret i arbejdet med at rydde de danske minkfarme.

- Ingen soldater har aflivet mink - forsvaret har ikke gennemført en operation mink-aflivning, lød det klare svar fra ministeren, og det fik straks Marcus Knuth til at stille spørgsmål til, om det kunne have sin rigtighed, når en værnepligtig i beredskabsstyrelsen på facebook har skrevet, at han sammen med 22 kolleger har været direkte involveret i aflivningen af mink, hvilket de værnepligtige har beskrevet på netop facebook.

Til det svarede Trine Bramsen at Marcus Knuth frembragte "forkerte præmisser", og da Marcus Knuth i flere omgange gentog spørgsmålet, lød svaret helt klart fra Trine Bramsen, at det var hun ikke vidende om.

- Mig bekendt har beredskabsstyrelsen ikke været med til at aflive mink, nej, lød det klare svar fra Trine Bramsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dobbelt lovhjemmel

Marcus Knuth gjorde ministeren opmærksom på, at en mail fremkommet efter en aktindsigt fra Landbrugsavisen viser, at forsvaret burde være opmærksom på, at de havde et ansvar, og hun blev spurgt indtil, om der var undersøgt om der var dobbelt lovhjemmel til at udføre opgaven.

Forsvarsministeren svarede meget aggressivt, at hun mener at Det Konservative Folkeparti med sine spørgsmål er med til at svække tilliden til forsvaret, og igen og igen henviste hun til, at hun ikke mener at forsvaret har begået lovbrud i forbindelse med deres ageren i mink-sagen, og dermed kom man med samrådet ikke tættere på at finde ud af, hvor ansvaret skal placeres i mink-sagen.

Svarene fra forsvarsministeren kan meget vel blive de sidste svar Folketinget får fra ministrene i minksagen indtil en kommissionsundersøgelse er blevet iværksat.

Trine Bramsens pertifæller og minister-kolleger Rasmus Prehn, Nick Hækkerup, Magnus Heunicke og Jeppe Kofod har nemlig i breve til Miljø- og Fødevareudvalget bedyret, at de først igen vil svare på spørgsmål i mink-sagen, når rammerne for den kommende kommissionsundersøgelse er på plads.