Lyt til artiklen:

Økonomien afhænger af vaccinen

00:00
Hastighed: ???x
03:22

Næste år forventer økonomerne, at økonomien forbedres i takt med at foråret og vaccinen kommer. Genopretningen af den danske økonomi forventes at gå væsentligt hurtigere end efter finanskrisen.

- Eksportkrisen forventes at vare længere, da en række lande forventes at komme langsommere ud af corona-krisen end Danmark. Det skyldes primært voksende gældsproblemer i en række lande, som ikke i samme grad har kunnet holde hånden under deres økonomier, samt at mange lande sandsynligvis kun gradvist vil kunne vaccinere befolkningen, siger Frank Øland, cheføkonom og områdedirektør i L&F, der sammen med sine kollegaer i L&F har udarbejdet den økonomiske prognose: Samfunds & Erhvervsøkonomisk Analyse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi laver disse økonomiske analyser for vores medlemmer, så de har et forhåbentlig kvalificeret bud på, hvor eksporten, priserne og renterne med videre er på vej hen. En prognose er ikke et facit, men det er et godt udgangspunkt for en dialog om, hvilke udfordringer og muligheder, der kan opstå i den kommende tid, siger Frank Øland.

Den økonomiske prognose er udarbejdet af Frank Øland, Oliver H. Bentsen, Andreas Hansen og Johan Christensen.

Privatforbrug

Prognosen viser yderligere, at fødevarevirksomhederne går en udfordrende vinter i møde. De globale fødevarepriser er under pres, og fødevarevirksomhederne er ramt på ordrer og eksport.

- Heldigvis er der lys for enden af tunnelen. Det forventes øget efterspørgsel og stigende priser i 2021. Privatforbruget er påvirket af usikkerhed og begrænsede forbrugsmuligheder, men nyder omvendt godt af udbetalingen af indefrosne feriepenge. Husholdningernes opsparingskvote er steget under krisen, og deres formue er stort set intakt, så privatforbruget forventes at stige pænt på vej ud af krisen, siger Frank Øland.

Corona

Dansk økonomi kom relativt godt igennem første bølge af covid-19. Det skyldes ikke mindst, at Danmark havde et gunstigt udgangspunkt, inden pandemien med højkonjunktur, betalingsbalanceoverskud og lav offentlig gæld, konstaterer prognosen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Økonomerne fremhæver, at de indefrosne feriepenge og hjælpepakkerne på mere end 400 milliarder kroner bidrager til, at dansk økonomi kan komme bedre gennem krisen end mange andre lande.

- Selv med finansieringen af de mange hjælpepakker er Danmark fortsat et af de lande i EU, med lavest offentlig gæld, skriver økonomerne i l&F.

Udfordrende vinter

- I fødevareindustrien tyder meget på, at det bliver en svær vinter, vi går ind i. Coronakrisen har reduceret omsætningen i knap hver anden fødevarevirksomhed i de seneste måneder, det viser L&F´s virksomhedspanel.

- Krisen har påvirket eksporten negativt hos fire ud af ti virksomheder i oktober. Det er 10 procent point flere end i september, siger Frank Øland.

Den globale varehandel faldt med 22 procent i maj 2020 i forhold til maj 2019. Det er et større fald end under finanskrisen. Siden har verdenshandlen rettet sig betydeligt, så den kun lå to procent lavere i september 2020 end året forinden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er dog en del tegn på, at efterårets nedlukninger og restriktioner igen rammer den internationale handel året ud og ind i 2021, siger Frank Øland. l&F.