Lyt til artiklen:

L&F går på jagt efter hårdt ramte bedrifter i kamp mod efterafgrødekrav

00:00
Hastighed: ???x
01:13

Landbrug og Fødevarer er gået sammen med foreninger om at finde de bedrifter, som bliver hårdest ramt af skærpede efterafgrødekrav.

Det skriver Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores mandat fra bestyrelsen er at identificere de hårdest ramte bedrifter, så vi kan vurdere det præcise grundlag for en eventuel stævning, siger Charlotte Bigum Lynæs, chefjurist hos Landbrug og Fødevarer.

- Det er en sag, vi hele tiden har prioriteret, men som samtidig skal igennem et grundigt forberedelsesforløb, siger hun.

Landbrug og Fødevarer har tilbudt alle foreninger, at de kan få en liste med de fem hårdest ramte bedrifter. De identificeres ved hjælp af den virkemiddelberegner, som Seges har udviklet.

- Listerne er sendt til de foreninger, der har bedt om det, og vi har holdt et møde, hvor vi har gennemgået næste skridt, som er, at foreningerne nu selv tjekker de identificerede sager igennem med de præcise data. Vi skal være sikre på, at virkeligheden stemmer overens med de beregnede omkostninger ved den optimale reduktion, som virkemiddelberegneren peger på, siger Charlotte Bigum Lynæs.