Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Det selvkørende alternativ
Danske Hardi har en årrække tilbudt selvkørende sprøjter, hvor chassiset produceres på Hardis fabrik i Frankrig og sprøjteteknikken kommer fra den danske fabrik i Nr. Alslev. I dag ejes Hardi af Exel Industries, og fornyelig bebudede virksomheden, at produktionen af selvkørende sprøjter koncentreres i Frankrig, mens fabrikken i Nr. Alslev i fremtiden skal producere trailersprøjter til flere brands inden for koncernen.
Træk og styring på alle hjul
Hardi Alpha Evo blev lanceret på Agritechnica i 2010. Den selvkørende sprøjte kom i to versioner med tankstørrelser på 3.500 og 4.100 liter. Basismaskine i de to modeller er ens, og ude foran ligger der en sekscylindret Deutz motor, der på den mindste model ydede 175 hestekræfter. På den største model er ydelsen peppet op til 210 hestekræfter, og motor med 210 hestekræfter er også standard på den lille model, når den udstyres med Hardi Twin.
Transmissionen er hydrostatisk og med hjulmotorer ved de fire hjul. Den har desuden firehjulstyring og affjedres med spiralfjedre.
Kabine med tre stolper
Kabinen på Hardi Alpha Evo har kun tre stolper, og det giver føreren et eminent godt udsyn rundt om sprøjten. Kontrollen med sprøjten er samlet i kørehåndtaget og i en HC 9600 terminal.
Hardi Alpha Evo blev opdateret i 2017, og ved den lejlighed kom der en ny model med en tank på 5.100 liter. Modellerne på 3.500 og 4.100 liter gled ud og erstattet af en ny model med en tank på 4.200 liter og en rentvandstank på 600 liter. Kabinen blev opdateret med et nyt klimanlæg og HC 9600 terminalen, hvor skærmen kan deles, så føreren har adgang til forskellige informationer samtidig. Som ekstraudstyr kan de nye modeller leveres med luftaffjedring.
Bommen er essentiel
Den brugte Hardi Alpha Evo 4100 er set hos Heden Maskinforretning A/S. Sprøjten er fra 2014 og er monteret med en 30 meter bred Twin Force HAZ-sprøjtebom. Bommen er med sektionskontrol, hvor brugeren selv opsætter sektionerne, hvorefter GPS overtager styringen af sektioner i forland og kiler.
- Første betingelse for at kunne udføre en korrekt sprøjtning er, at sprøjtebom og ophæng er i orden. Det skal samtidig være uden slør i vitale dele og korrekt justeret efter servicebogen anvisninger. Derefter kan den automatiske bomstyring tage over og holde den korrekte afstand over afgrøden. Det kan også være en god ide at kalibrere bomstyringen, siger Peter Boman, værkfører hos Heden Maskinforretning A/S og fortsætter:
- Læg mærke til hvordan bomsektionerne på den brugte sprøjte ligger i transportbeslaget, og få herefter bommen foldet ud. Læg mærke til om bommen hænger lige og flugt den også af på tværs af sprøjteretningen.
Nagler og bøsninger i bommens led slides, og det kan få sidefløjene til at hænge. Hvis det er tilfældet, anbefaler værkføreren at der skiftes bøsninger og bolte. Han anbefaler også, at bommen på en ny sprøjte efter første sæson justeres op og kontrolleres igennem for bolte og beslag der kan have løsnet sig.
Hold centerophænget smurt
Sprøjtebommen er pendulophængt, og i centerophænget affjedres bommen af kraftige spiralfjedre og hydrauliske dæmpere.
- I centerophænget er der en masse bevægelige dele, og for at bevare bevægeligheden og for at minimere slitage er det vigtigt, at centerophænget smøres lidt men ofte. Undervognen arbejder også konstant, og når fedtsprøjten er fundet frem, er det en god ide at få den smurt op.
- En bred bom udsætter centerophænget for en enorm belastning, og derfor er det relevant at kontrollere ophænget på den bruget sprøjte for revner og skader, der kan være opstået som følge af påkørsler med sprøjtebommen, siger Peter Boman.
Hold afvigerled i orden
Sprøjtebommen er monteret med afvigerled, der holds på plads af spiralfjedre.
- Spændes fjedrene godt til, og man ikke køre imod noget med sprøjtebommen, er der risiko for, at udløsersystemet gror sammen og ikke fungerer, den dag man har brug for det. Hold derfor udløsersystemet smurt op, og gør det til en vane at afprøve systemet nogle gange i løbet af sæsonen, siger værkføreren.
Spar ikke på kølervæsken
Den brugte Hardi Alpha Evo er med automatisk vaskeanlæg. I terminalen kan der vælges imellem forskellige programmer, og når sæsonen er overstået anbefaler Peter Boman at anvende det lange program, så alle sprøjtens indvendige dele vaskes grundigt igennem. Udvendigt sprøjtes bommen ind i motorrens og vaskes efter.
- Dyserne åbnes og lukkes af el-ventiler, og når sprøjten er vasket, er det vigtigt at den tørres så de elektriske komponenter er helt tørre, før sprøjten sættes til vinter. For at forhindre korrektion i bommen, og for at beskytte den mod kemikalier når den igen kommer i marken, er det en god ide at sprøjte den ind i et tyndt lag olie, siger Peter Boman.
Hvis ikke sprøjten opbevares frostfrit, anbefaler han, at den frostsikres med 60 liter kølervæske. Her er det vigtigt at frostsikringen kommer rundt i alle rør og slanger. Sluttelig sprøjtes væsken ud, indtil der kommer frostvæske ud af samtlige dyser.
Tekniske data Hardi Alpha Evo 4100
Motor: Deutz
Effekt, hk: 240
Transmission: Hydrostatisk
Tankindhold, l: 4.100
Bombredde, m: 30
Antal dyser/holder: 5
Auto Height: ja
TwinForce: ja
Hjulmontering: 520/85R38
Justering af sporvidde: Mekanisk
Årgang: 2014
Antal timer: 1.161