Lyt til artiklen:

Udenlandske arbejdere fra minkbranchen står til at blive sendt hjem: Agri Nord vil have overgangsordning

00:00
Hastighed: ???x
02:57

Lukningen af samtlige danske minkfarme betyder, at grundlaget for mere end 300 udlændinges ophold i Danmark forsvinder. Udlændinge, særligt fra Ukraine, som landbruget i Nordjylland gerne vil beholde.

Det skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er folk, som har været her i mange år, og som måske har etableret sig med familie og hus. De er integrerede, kender kulturen, og det er en dygtig arbejdskraft, vi har brug for i landbruget, siger næstformand i Agri Nord, Henrik Dalgaard Christensen. Fordi de er borgere fra et land udenfor EU, er deres opholdstilladelse afhængig af, at de har et job. I det øjeblik jobbet forsvinder, har de maksimalt en uge til at rejse hjem. Udover de 300 ikke EU-borgere har også cirka 600 EU-borgere og over 1.000 danskere mistet deres job indenfor minkbranchen i Nordjylland.

Derfor vil Agri Nord have en overgangsordning i op til seks måneder

Henrik Dalgaard Christensen har sendt forslaget til regeringen.

Forslaget lyder på, at ikke-EU-borgere, der har mistet deres job på grund af lukning af minkbranchen, får opholdstilladelse i yderligere tre til seks måneder, så de har mulighed for at finde et andet job.

- Vi kan sagtens finde job til dem, men ikke lige fra dag til dag, når 2.200 ansatte i minkbranchen mister deres job samtidig, siger Henrik Dalgaard Christensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dispensation for lønkrav

Fordi situationen er så ekstraordinær som den er, mener Henrik Dalgaard Christensen, at det er oplagt at lave en dispensation i op til seks måneder. Han mener desuden, at der i samme periode bør lempes på lønkravet, som er, at en ikke EU-borger skal have mindst 26.100 kroner i månedsløn for at have opholdstilladelse. Han foreslår, at kravet sænkes til 23.100 kroner i den periode, hvor udlændingen bliver omskolet til et andet job indenfor svin eller kvæg. - Det kan gøres meget ukompliceret med tre linjer fra en minister, der giver dispensation, siger han.

Almindelig anstændighed

Teamleder for HR & Rekruttering i Agri Nord, Vittus Bernlow, der blandt andet arbejder med rekruttering af udenlandsk arbejdskraft til landbruget, arbejder lige nu hårdt på at finde nye jobs til de mange ikke-EU-borgerne, der er ramt af situationen.

- Vi får lige nu rigtig mange henvendelser fra ulykkelige familier, der står i den situation, at de skal hjemsendes. Flere af dem har etableret sig her med deres familie, og de står til at miste hus og hjem og netværk. Simpelthen deres tilværelse i Danmark. Vi gør alt, vi kan, for at hjælpe dem, fortæller han.

Henrik Dalgaard Christensen mener, at det danske samfund har en forpligtigelse til at vise samfundssind og hjælpe familierne.

- Det er almindelig anstændighed, siger han, og håber, at Regeringen lemper kravene, så familierne kan blive i Nordjylland, hvor de også er en stor gevinst i de landdistrikter, de bor og betaler skat i.