Lige nu er flere end 350 traktorer tilmeldt demonstrationerne mod regeringen i Aarhus og København lørdag.
Der er over 150 tilmeldte i Aarhus og 200 i København, fortæller Jeppe Søe, der er pressekontakt for Oprør fra landet, organisationen bag demonstrationen.
- Men det er et meget foreløbigt tal. Lige nu kommer der nye hvert femte minut, siger han.
- Hvis den hastighed fortsætter, håber jeg, vi ender på over 400 i København og 300 i Aarhus, siger han.
Med de mange traktorer inde midt i byen kunne man forestille sig, at det ville genere mange mennesker. Og mange dermed ikke ville have sympati med sagen.
Men ifølge Jeppe Søe bliver det ikke et problem.
- Det tror jeg overhovedet ikke. Vi kommer til at være irriterende i femten minutter. Traktorerne kører ind ad forskellige indfaldsveje. Og vi har lagt det på en lørdag for ikke at genere for meget.
- Sammen med politiet har vi fuldstændig styr på sagerne, siger han.