I disse timer bliver minkavler Martin From på Fyn kimet ned af journalister, der vil have hans reaktion ovenpå fødevareminister Mogens Jensen afgang. Oven i de mange opringninger har han besøg af to journaliststuderende, der skriver om retfærdig.
- Det har vært nogle hektiske dage både med aflivningerne og med mange forskellige politiske meldinger. Nu har ministeren valgt at trække sig, men det redder jo ikke os i vores situation lige nu, dyrene er jo slået ned, siger han.
De seneste uger har Martin From, From Mink ApS, pelset sine ikke-smittede dyr med henblik på salg indenfor de næste to år.
Martin From kan nærmest ikke finde ord for de følelser, han står tilbage med ovenpå de massive tvangsaflivninger.
- Det værste, der kan ske, er, hvis vi finder ud af, at vi har ofret vores livsværk til ingen verdens nytte. Nu håber jeg virkelig de ansvarlige for beslutningen bliver stillet til ansvar, siger den tidligere minkavler.
Martin From er chokeret over, at myndighederne træffer så drastisk en beslutning om nedslagtning af alle landets 17 millioner mink, uden at være fuldstændig sikker på beslutningsgrundlaget.
- Vi føler os slet ikke lyttet til. Jeg synes, det er kritisabelt, at regeringen ikke vælger at involvere hele Folketinget, når man tager så stor og vigtig en beslutning, siger Martin From, der også undrer sig over, at regeringen ikke indkalder andre eksperter til en second-opinion, inden beslutningen blev truffet.
- Har vi virkelig måtte lukke vores virksomhed ned på grund af en fejl?, spørger han, og kalder hele mink-forløbet for en politisk farce.
Uafklaret erstatning
Mens hele det politiske spil kører videre på Christiansborg med ministerafgang, redegørelser, mulige undersøgelseskommissioner står minkavlerne tilbage med uafklarede spørgsmål om erstatning.
- Jeg er 47 år og havde regnet med at drive minkavl de næste 20 år. Man tager både mit job og hele mit livsgrundlag fra mig, siger han.
De politiske partier forhandler stadig om erstatningerne til minkavlerne.
- Nogle af de beløb, jeg har hørt nævnt, er meget langt fra de beløb som vi havde forventet. Jeg synes, de bør forholde sig til, hvad virksomhedens indtjeningsevne har været de sidste 10 år og tage et gennemsnit, siger han.
- Vi ønsker ikke at være grådige, men de har tvunget os til at lukke vores virksomhed og lukke ned for vores indtjening. Hvis vi var blevet inddraget noget tidligere i processen, og havde fået mulighed for at pelse dyrene, var det ikke blevet nær så dyr for staten i erstatninger, siger han.
Millioninvestering
From Mink har de sidste otte år investeret 18 millioner i nye minkhaller i håb om at føre virksomheden ind i et voksende verdensmarked.
- Jeg havde håbet at høste fortjeneste de næste par år, når markedet vendte, som det så ud til, inden corona ramte.
Nu står han tilbage med mange spørgsmål om sin fremtid og ganske få svar.
- Jeg har mistet tilliden til den røde regering. Jeg er chokeret over, at dette kan ske i Danmark. Det er trist, at der ikke er nogle myndighedspersoner, der går ud og siger: der er noget galt her. En slags whistleblower, der melder sin viden ud. Jeg kender mange, som normalt ikke gør den slags, men som skal til demonstration i weekenden i utilfredshed over regeringen, siger Martin From.
Siden efterårsferien i oktober har han været isoleret fra sin kæreste og børn for ikke at risikere smitte på farmen.
- Det har været et utrolig hårdt forløb, både fysisk og psykisk. Jeg har overvejet at gå til psykolog, ikke fordi jeg er ved at bryde sammen, men fordi der kan ligge noget latent, jeg skal have bearbejdet. Nu er presset med minkaflivningerne ovre, nu venter det økonomiske pres, siger Martin From.





