DM&E får fremover mere indflydelse på den politiske dagsorden i EU. Konsulent for DM&E Agro, Gerth Petersen Holm, er netop blevet formand for SCMM-gruppen som maskinekspert.

Det oplyser DM&E i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

SCMM (Standing Committee on Mobile Machinery) er en gruppe for maskineksperter, hvor problemstillinger vendes på EU-niveau. Gerth Petersen Holm repræsenterer Danmark og DM&E på vegne af CEETTAR, som er den europæiske brancheorganisation.

Med den nye post som formand, mener DM&E, at man får mere indflydelse, når der skal træffes politiske beslutninger.

- Når der bliver taget problemstillinger op i CEETTAR omkring maskiner, så er jeg nu sikker på, at de ryger ind på mit skrivebord. Og så vender jeg det med mine kollegaer i DM&E, og vi kommer med vores fælles holdning. Så fremover er der ikke nogen beslutninger i CEETTAR, der ikke kommer forbi DM&E, fastslår Gerth Petersen Holm.

DM&E får ofte forslag til emner, der skal behandles politisk, og med en formandspost i SCMM har Gerth god mulighed for at bearbejde relevante forslag.

- Er der et ønske om ændring af lovgivning eller retningslinjer, får vi det på dagsordenen. Vi gennemarbejder det i gruppen og kommer med et udkast til ændringen. Udkastet sender vi til godkendelse i direktørgruppen i CEETTAR, hvor vores egen branchedirektør er medlem. Så vi står meget stærkt politisk, slutter Gerth Petersen Holm.