Mandag aften indgik regeringen og støttepartierne Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale om et midlertidigt forbud mod mink frem til 31. december 2021.
Partierne blev også enige om lovliggøre aflivningen af mink uden for risikozonerne, samt en bonusordning for hurtig aflivning af mink.
Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.
- Jeg er utrolig glad for, at vi med denne aftale forhåbentlig får skabt noget ro omkring den meget store operation med aflivninger, som pågår på landets minkfarme. Forløbet har været rodet, det skal jeg være den første til at indrømme. Regeringens udmelding om at aflive alle danske mink har været tung, og vi er meget bevidste om de vidtrækkende konsekvenser, den har for hver enkelt berørte i branchen. Desværre er beslutningen nødvendig, og det er jeg glad for, at aftalepartierne støtter op om. Nu skal vi videre med forhandlingerne om en fuldstændig erstatning til minkavlerne, siger fødevareminister Mogens Jensen.
Det fremgår også af pressemeddelelsen, at spørgsmålet om erstatning endnu ikke er afklaret.
- Det er ikke minkavlernes skyld, at corona smitter i netop deres branche. Det er en ubarmhjertig opgave, de løfter lige nu for folkesundhedens skyld. Derfor er jeg også glad for, at der nu er vished om grundlaget for aflivningen af mink og udbetalingen af tempobonus. Forhandlingerne om erstatning fortsætter, og jeg håber, at vi snart kan få en aftale om fuldstændig erstatning til alle minkavlerne, siger erhvervsminister Simon Kollerup.





